En anonym sønderjysk soldat fortæller
En resolut Moder.
I Sommeren 1917 var jeg tildelt et Artilleriregiment ved Vestfronten, og herfra fik jeg Orlov i fjorten Dage, for at jeg kunde besøge min Kone og mine Børn herhjemme. Jeg var ovenud glad, og sammen med fem andre Kammerater, der ogsaa skulde paa Orlov, begav jeg mig paa Vej til vor nærmeste Jernbanestation, Cambrai.
Bagagen var tung, og Vejen var lang; men det gik jo hjemad. Vi var alle i godt Humør og kom ogsaa omsider til Cambrai; men her blev vi rigtignok forbavset, for det viste sig, at Banegaarden og hele Omraadet omkring den var blevet fuldstændig ødelagt under et allieret Flyverangreb Dagen i Forvejen.
Englænderne havde et Par Dage i Forvejen nedkastet Flyvesedler og anmodet Civilbefolkningen om at fjerne sig; men de tyske Militærmyndigheder troede ikke paa Alvoren i denne Advarsel. Man havde før været ude for lignende Flyvesedler, uden at der var sket noget; – men nu var det altsaa sket, og det endda grundigt.
Soldaterne, vi talte med, fortalte os, at der havde været henved halvtreds engelske Flyvemaskiner over Maalet, De havde nedkastet baade Spræng- og Brandbomber, og Virkningen havde været frygtelig. Ikke blot selve Banegaarden var blevet ødelagt, men ogsaa hele Togstammer laa knuste og væltede omkring. Vi saa et Krater, det største, jeg nogen Sinde har set. Det var tragtformet og var seksten Meter dybt. Man fortalte os, at der paa dette Sted havde staaet en Togstamme, i hvilken der fandtes en Vogn, der havde været læsset med Dynamit. Alle Ruder i Banegaardens Omegn var knust, og paa mange Bygninger var Murene enten væltet eller havde slaaet Revner. Man var endnu ved at bære Ligene af saavel Civilister som Soldater bort.
Nu var det naturligvis umuligt at kunne tage med et Tog fra Cambrai; men vi fik at vide, at Togene udgik fra et Sted uden for Byen. Der var altsaa ikke andet at gøre end at finde ud til dette Sted. Det var ikke blot os, der var paa Vej derud, nej, hele Byen var i Oprør og banede sig Vej fremad gennem Byens Gader.
Det var vanskeligt at komme fremad, og da vi først var kommet uden for Byen, søgte vi bort fra de trafikerede Veje og slog ind over de Marker, der grænsede op til Jernbanelinien.
Det var et overordentlig sørgeligt Skue, vi blev Vidne til. Hvor man end saa hen, mødte vort øje Flygtninge og atter Flygtninge. De medførte alle deres nødvendigste Ting, navnlig Klæder Sengetøj og Levnedsmidler, Enkelte havde læsset deres Ejendele paa Trækvogne, Trillebør eller Barnevogn, og da heller ikke de kunde komme frem paa Vejene, men maatte søge ind over Markerne, maatte der umenneskelige Anstrengelser til for at klare Strabadserne.
Vi saa da ogsaa, at enkelte Grupper maatte give op. De slængte sig afkræftede ned paa Jorden, for under et Hvil at samle nye Kræfter. Med triste øjne og sørgmodige Blikke spejdede de tilbage mod Byen, mod deres Hjem, som laa i Ruiner, det Hjem, de havde holdt af, og som de nu saa pludseligt maatte forlade. Mange græd ustandseligt, og mange var blodige af Saar og Skrammer.
Endelig øjnede vi Røg fra et Tog forude. Vel var vi trætte; men vi masede alligevel fremad med vor tunge Oppakning, for det gik jo hjemad. Og saa naaede vi da endelig Toget.
Man saa tydeligt, at ogsaa det havde oplevet Bombardementet i Cambrai. Vognenes Ruder var knuste, og Vognenes Sidevægge var gennemhullede af Bombesplinter. Da vi ankom til Toget, var det allerede overfyldt af Rejsende. Ikke blot Kupeerne og Gangene var propfulde af Mennesker, men ogsaa oppe paa Taget havde mange, baade Civilister og Soldater, taget Plads; ja, endda paa Trinbrædderne sad der Soldater. De skulle ogsaa paa Orlov, og deres Tornistre havde de spændt fast paa selve Vognen. Der var absolut ingen Plads til os; men – da vi fik øje paa Røgen fra et Tog ude i det fjerne, slog vi os til Taals, for der blev sagt, at ogsaa det var beregnet til at bortfjerne Soldater og Flygtninge.
Trætte, som vi var efter vor lange Marchtur, lagde vi os ned paa en Skrænt over for det holdende Tog. Vi fik lidt Brød frem og fik saa Tiden til at gaa med at betragte det myldrende Liv i det overfyldte Tog og den store Strøm af Flygtninge, der stadig ankom inde fra Byen.
Jeg havde længe lagt Mærke til en Kvinde. Hun kunde vel være omkring ved tredive Aar. Da hun ankom ved Togets Holdeplads, havde hun en Barnevogn med. I denne laa et lille Barn, som græd højt og gennemtrængende. Paa Ryggen bar Konen en stor Bylt med Sengetøj, indsvøbt i et Lagen, og en lignende Bylt havde hun stablet op paa Barnevognen.
Konen var stor og stærk. Hun havde kulsort Haar, der var slaaet ud og hang ned over Skuldrene som en Manke. Paa Blusen og paa Nederdelen var der flere Blodpletter, men hun gjorde ikke Indtryk af at være saaret. Saa snart hun naaede hen til Toget, kastede hun begge sine Tøjbylter ned paa Jorden, hvorefter hun med hurtige Skridt gik hen til Vogndøren.
Forperronen var stopfuld af Civilister og Soldater. Hun tog et kort Overblik over Situationen, men saa entrede hun pludselig Vognen, og med en Energi, der søger sin Mage, begyndte hun puffende og stødende at mase sig frem; hun borede sig igennem Mængden, skubbede og fejede alle til Side, samtidig skændte og raabte hun. Jeg forstod desværre ikke, hvad hun raabte, for det var jo paa Fransk; jeg vilde ellers gerne vide, hvad hun raabte op i Ansigtet paa dem. Jeg fulgte hende med øjnene, og i Løbet af faa Øjeblikke var hun sandelig naaet hen til et Vindue i Sidegangen, og i endnu kortere Tid havde hun fejet de Mennesker, der stod der, bort.
Selve Ruden var borte med Undtagelse af nogle store Glasskaar i Underkanten. Nu lagde jeg Mærke til, at hun rakte begge Hænder op og prøvede de Garderobekroge, der almindeligvis er anbragt paa begge Sider af Vinduet. Hun prøvede deres Bæreevne, og Resultatet maa (71) have været tilfredsstillende, for pludselig skyndte hun sig, stadig raabende og puffende, ud af Toget igen og hen til Barnet og Bagagen. Her halede hun to Lagener ud, masede atter ind i Vognen og hen til Vinduet, hvor hun fæstnede et
Lagen til hver Vindueskrog. Med stærke Ryk prøvede hun deres Soliditet og hængte dem saa ud ad Vinduet. Saa atter ud. –
Togpersonalet, baade franske og tyske Konduktører, gik just langs med Toget og opfordrede Passagererne til at fjerne sig fra Tagene, da det ved Kørselen gennem lave Tunneller var forbundet med Livsfare at opholde sig paa saa udsatte Steder. Alle, der sad paa Trinbrædderne, fik en Henstilling om at holde godt fast. –
I Mellemtiden havde den energiske, kvindelige Flygtning taget sit stadig grædende Barn frem af Barnevognen og lagde det ned paa nogle Tæpper paa Jorden, saa halede hun Barnevognen hen til Trinbrædtet under Vinduet, løftede den op og klemte Hjulene paa Vognens ene Side ned bag Trinbrædtet, bandt med Lagenenderne Vognen fast, prøvede Bæreevnen, snuppede sit Barn og pakkede det ned i Vognen igen, samlede sine Ejendele sammen igen i to Bylter, løftede dem op, saa den ene hang paa Ryggen og den anden paa Brystet, og saa fejede hun igen ind igennem Menneskemylderet i Toget og hen til Vinduet.
Denne Gang gik det dog næppe saa hurtigt, som de andre Gange. I dette Øjeblik satte Toget sig langsomt i Gang. Jeg saa endnu, at hun aabnede for Blusen, blottede sit Bryst, lænede sig ud af Vinduet, løftede Barnet op af Vognen og gav det Bryst. – Ja, det var kun en Flygtning, en enlig Kvinde; men hun var resolut og uforfærdet, og jeg har ofte tænkt paa hende med Beundring.