Redaktør N.C. Willemoës på Ribe Stiftstidende var usædvanligt velinformeret om forholdene syd for Kongeågrænsen. I hans notesbøger findes talrige notater om stort og småt.
I den sidste del af marts måned var den ulovlige færdsel over grænsen fremdeles meget livlig; man har set folk komme over i flokke på indtil 7 personer, næsten udelukkende kvinder, og smugleriet drives i stort omfang.
Man fortæller ovre fra Roager sogn, at præsten derovre ved en lejlighed, hvor smugleriet kom på tale, udtalte, at der i hele sognet næppe var mere en ét hus, der kunne sige sig fri for smugleri. Dermed mente han præstegården. Men da præsten var gået, blev det snart oplyst, at præstens husholderske havde været i Danmark to gange for at hente fødevarer over. Præsten ville gerne have god mad, vidste hun.
Da det kniber med at gøre de indkøb man ønsker i Ribe, rejser der nu adskillige længere nord på til Bramminge eller Esbjerg, for at gøre indkøb. I toget, der kommer til Ribe kl. 6 om eftermiddagen, kan man stadig træffe sønderjyder. Man kan let kende dem. De er forsigtige i deres optræden, har et noget spændt ansigtsudtryk og er meget vagtsomme over for enhver ny person, der stiger ind i toget. Deres forehavende præger dem. Det var dem ikke i kødet båren at være smuglere; de er uvante med dette arbejde. Det var nøden, der drev dem til det. – Giver man sig i samtale med dem, røber sproget og udtryksmåden dem straks. Desuden medfører de velspækkede håndtasker eller rygsække, og lommerne i deres tøj bugner af velstand. –
Fra Ribe tager en del bil til grænsen, men mange må benytte apostlenes befordring, og det er ofte meget anstrengende ture, mange må gøre, førend de når over grænsen til deres hjem. På denne side er de danske grænsegendarmer efter dem, og på den anden side må de søge at undgå de tyske grænsesoldater, der ikke længere holder af at være medvidere i deres færd, siden flere soldater er blevet straffet for at have ladet folk passere over.
Man finder mange vidnesbyrd om sønderjydernes natlige færd ved grænsen. Et sted på en lille vej tæt ved grænsen er der spildt kaffebønner, et andet sted ligger der en lang stribe risengryn. Flere stykker vaskesæbe har man fundet på marker op til grænsen; på en mark endog et helt sigtebrød. Disse ting er snarest tabte, når smuglerne hat måttet løbe for at slippe fra grænsevagten.
Nogle få bliver grebet af de danske grænsegendarmer. De får da deres smuglergods konfiskeret, men drejer det sig kun om fødevarer eller lignende, som de bærer med sig, bliver de ikke idømt nogen bøde, men deres ”varer” bliver i reglen ikke konfiskeret, siger man derovre fra. I den sidste tid har der været så mange anholdelser derovre, at man har fundet det for besværligt at føre alle de anholdte til Flensborg; flere har fået deres ”forseelse” takseret i Skærbæk.
Der er visselig ikke lystture, sønderjyske kvinder foretager herover i disse tider for om muligt at skaffe sig lidt af det, de mangler mest til livets ophold. Et enkelt træk blandt mange skal anføres: Den 26/3 17 kom to kvinder derovre fra hen på aftenen ind i køkkenet i et hus på Høm Mark, hvor der endnu var lys. De var belæssede med mange pakker, var våde og meget trætte og forkomne. Da de læssede byrderne af, faldt en pakke ned på køkkengulvet. Papiret om den gik itu, og det dejligste danske vaskesæbe trillede ud på gulvet. Pakken indeholdt 20 stykker. – Kvinderne var gået vild; de troede, de var på tysk side; thi de var på deres vej fra Danmark kommet forbi den tyske grænsevagt og vidste ikke, at de igen var kommet til Danmark. Deres hjem lå omtrent en mil syd for grænsen. De turde ikke gå ud igen, troede ikke, at de kunne vende hjem den nat, men bad om at få lov til at blive siddende i køkkenet til det gryede ad dag. Konen i huset kogte kaffe til dem, og de fik noget at spise, for hvilket de var meget taknemmelige. Så sad de i køkkenet eller lå på køkkengulvet natten over, og det lykkedes dem at komme over grænsen ved daggry.