28. august 1917. “… man kunde gaa i Kampen for Friheden med saadanne Kammerater”

Frits Clausen fra Aabenraa (senere Bovrup) blev tidligt i 1915 taget som krigsfange af russerne på Østfronten og senere indsat i den særlige krigsfangelejr for sønderjyder og andre venligtsindede nationaliteter i Rusland, Jurjeff-Polski. I august 1917 skrev han til Pastor N.J. Jensen om sit indtryk af de tjekkiske fanger.

Jeg fulgte dem til Banegaarden. Det gik med sang. “I kamp! I kamp!
lød det begejstret fra deres Læber.” Jeg tænkte paa, om man kunde
gaa i Kampen for Friheden med saadanne Kammerater. Da kunde
man frejdigt gaa Kuglerne i Møde og falde med den danske Menigmands Ord paa Læberne: O Herre Gud, saa skulde jeg endda i dette Liv den glæde ha’. For efter min Mening er det den dejligste død, for Fædreland og Frihed.

Men den glæde faar vi nok ikke. Den Tid, da man tænkte paa Landets nød og Smærte før paa sig – i Danmark – det var ott’ og fyrre. Det er beklageligt, at vi Danske skal søge det store i Fortiden. Danmark vil helst købe Sejre uden Blod og Sværd, men derved vil Idealerne gaa tabt, og vi vil ende som en Gullaschnation, vi, den stolte Vikingeslægt …

Men tilbage til Tjekkerne. Den halve By fulgte dem. Unge Piger bragte de Frivillige Blomster; selv havde de allerede smykket sig før.

Saa sang de Marseillaisen og den bøhmiske Hymne: Hvor er mit hjem? En af dem holdt en Tale, jeg kyssede vore 5 Venner fra Huset og gav dem alle et fast Haandtryk med inderlige ønsker om Sejr og Hæder og en lykkelig Hjemkomst til et lykkeligt og frit Fædreland. –

Stemningen hos de Frivillige var glad, begejstret og alvorlig. Naar man blot har været 3 Dage ved Fronten ved man, hvad det vil sige at gaa frivilligt ud til det igen, og nu er det værre end før.

Men de holder nok ud. Det vil ikke være rart for de Tyskere, der  falder i deres Hænder, men Danskerne har de lovet mig at give pardon.

Tænk, om ens Forbøn kunne redde en Landsmand!

Ja, saa er der endnu et udmærket Træk. Af de Menige maatte Skrædderne og en Snedker ikke komme med. Men de havde dog faaet Tilladelse til at gaa med paa Stationen. Man anede, at de vilde
smutte med og passede derfor godt paa dem, men alligevel smuttede en af dem med. Er det ikke storartet! Russerne løber bort fra Fronten, men disse løber bort for at komme tilbage til den.

Fra John T. Lauridsen: I denne Tid maa man ogsaa kunde taale at se Blod. Frits Clausen i russisk krigsfangenskab 1915-1918. Fund og Forskning, 2007.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *