Abeline Lorenzen fra Bredebro førte dagbog. I januar 1917 blev hendes søn Anton Schulz Lorenzen indlagt på et lazaret i Vilnius.

30 Januar

i Morges modtog vi det haarde Budskab at vor kj[ære] lille Anton er gaaet over Grænsen til det Land hvorfra ingen vender tilbage,

Herre Jesus Krestus vi vil tro at du har selv taget ham ved Haanden, og ledet Ham Hjem til Dig.

ja, Herre du har lov at gjøre med Dit var [hvad] du vil, Du gav os Ham og Han har været os til stor Glæde, og vi har saa gode Minder om Ham, Du har atter taget Ham, thi Han var Din dyrekjøbte Eindom,

Du vil ogsaa i Naade hjelpe os, at vi maa sige, Dit store Navn være Lovet og Priset, du seet nok hvor store Sorg og vor hvore arme Hjerter bløder, men du bliver dog tilbage, lad os dog altid seer at du trods Alt elsker os, lad mig tro kjere  frelser at du har hørt min Bøn og selv vaaget over mit Barn

der falder ikke en Spurv fra Taget eller et Haar af hvort Hoved uden din Vilie, saa sker der atter intet med os uden du vil det Herre, og du tager aldrig feil.

(privateje, transkriberet af Milert Schulz)