Senest ændret den 26. april 2017 11:21

Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. Han var rekrut ved IR49 i Gnesen. Den 7. december 1916 havde han over for en feltpræst efter en prædiken udtrykt forståelse for USA’s fjendtlige indstilling til Tyskland. Hvad nu?

Vi var knap nok kommet hjem paa Stuen, før der kom Ordre, at Poulsen skulde møde nede paa Skrivestuen; der var Officerer og Underofficerer samlet, og saa holdt den gamle en Slags Forhør over mig. Hvem jeg var, hvor jeg var fra, og hvorledes jeg var kommen til disse tossede Forestillinger, som jeg havde sat frem oppe i  Spisesalen?

Jeg fik herved Lejlighed til at fortælle ham en hel Del om vore særlige Forhold derhjemme i Nordslesvig. Han var især meget forbavset over, at det kunde gaa saadan, at et Par unge Mennesker, som blev forlovede, begge født indenfor Tysklands Grænser, Manden villig til at være prøjsisk Soldat, alligevel blev erklærede for hjemløse, saa det kunde blive dem nægtet at blive gifte, hvorved de forhindredes i at sætte Foden under eget Bord.

Om vore sørgelige Skoleforhold fik jeg ogsaa lidt sagt, og hele Tiden stod han og sagde: „Er det sandt? Er det sandt?” hvorpaa jeg svarede, at jeg var i Stand til at skaffe Kaptajnen saa mange Beviser, han maatte ønske.

Jeg syntes imidlertid hele Tiden at mærke et Stænk af Velvilje i min gamle Kaptajns Maade at spørge paa. Det blev ikke sidste Gang, at jeg maatte ned i Skrivestuen for at fortælle om vore Forhold i Nordslesvig.

Var Kaptajnen til Stede, maatte jeg staa ved Døren, var kun Underofficererne der, fik jeg Lov til at sidde paa en Skammel.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).