Nis Kock fra Sønderborg deltog i det tyske forsvar af Østafrika. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepoter i Morogoro og Kissaki.
Der er lidt over fire Dagsrejser fra Kisakki til Kungulio ved Rufijifloden. Landskabet bestaar af Krat isprængt med Græssletter, men aabne Sletter af større Omfang fandtes ikke. Derimod var der ikke saa faa smukke Søer langs Vejen, som vi fulgte, og det var noget af en Seværdighed i Afrika, hvor man ellers sjældent træffer aabent Vand udenfor Regntiden og hvor Floderne tørrer ind om Sommeren.
Med Mellemrum fandtes der Magasiner, hvor vi kunde supplere vort Forraad af Proviant baade til Bærerne og til min private Husholdning, og naar vi slog Lejr, tog jeg Karabinen med mig og gik paa Jagt.
Vildt var her dog ikke overvældende meget af, navnlig ikke paa de to første Dagsmarcher, men jo længere vi kom mod Syd, desto talrigere blev det. Den sidste Rastdag før vi skulde være fremme ved Kungulio, havde jeg et sjældent Held med mig.
Efter at vi havde slaaet Lejr og jeg havde spist min Ris, tog jeg Riflen paa Nakken og søgte ned mod en lille Sø for at se, om der skulde være Jagtheld ved den. En af Bærerne, der saa mig gaa, spurgte, om han skulde gaa med og bære Byttet, men jeg rystede paa Hovedet. — Du vil nok hellere blive ved Lejrilden.Jeg gik alene.
Vildt saa jeg ikke noget af, men blev alligevel ved at gaa en Timestid, indtil Solen var ved at gaa ned. Saa vendte jeg om for at naa tilbage til Lejren, inden det blev mørkt, men med ét stod jeg stille, som naglet til Stedet. Paa en aaben Plads, skarpt belyst af Solen, stod en pragtfuld Antilope — en Kongoni —ubevægeligt foran mig. Det var et Mirakel, at den ikke havde set eller hørt mig, men stort nærmere kunde jeg ikke komme den.
Afstanden til det pragtfulde Dyr anslog jeg til 400 meter og besluttede at tage min Chance. Min Riffel — en af de Mauserkarabiner, som vi havde med i Lasten paa „Kronborg“ — var et fortræffeligt Vaaben, der skød godt og sikkert.
Jeg knælede forsigtigt ned i Græsset og tog omhyggeligt Sigte paa Kongonien. Skuddet gik af med et Brag, der lød som et Kanonskud i det stille Aftenlandskab, og Kongonien gav et Par lange Hop og forsvandt i et Buskads.
— Skudt forbi -— Pokkers ogsaa! Arrig over Uheldet smed jeg Riflen over Nakken, men gik for en Sikkerheds Skyld hen imod Stedet, hvor det store og smukke Dyr havde staaet. Der var Blodspor i Græsset. Jeg fulgte dem hurtigt til det lille Buskads tæt ved, hvor det store Dyr var forsvundet ind, og dér lige i Udkanten laa Kongonien — et flot Eksemplar, som jeg ikke kunde bære.
Det ærgrede mig grundigt, at jeg ikke havde taget nogle Bærere med mig, for inden vi naaede at komme tilbage til det skudte Dyr, havde Hyænerne sikkert begyndt at æde af den. Jeg tog dog Chancen og skyndte mig tilbage til Lejren, hvor jeg standsede nogle af Folkene og fortalte dem, at de kunde hente et Dyr ude i Skoven.
Et Øjeblik efter havde jeg saa mange frivillige, som jeg kunde ønske,
til Arbejdet, og kort efter var jeg atter paa Vandring ned til Søen.
Det var Maaneskin, og vi fandt uden Besvær det kongelige Dyr, der laa, som om det sov, i et Leje af dugperlende Græs. Ikke langt fra hørte vi Grene rasle, da Hyænerne sneg sig bort, og kort efter lød deres hæslige Hyl ud gennem Natten.
Bærerne bandt Kongoniens Ben sammen, stak en lang Stang imellem dem, og fem Mand bar nu det store, pragtfulde Dyr hjem til Lejren, hvor det blev hilst med Jubel af de andre, der var vaagnet op.
Kort efter var det parteret og delt ud mellem de mange sultne Mennesker i Lejren, hvis daglige Maaltider bestod af Majsgrød eller en Vælling lavet af en af de mange forskellige Sorter Korn, der dyrkes af den indfødte Befolkning i Afrika.
Det var ved at være en Bjørnetjeneste, jeg havde gjort mig selv ved at skyde Kongonien, thi det var umuligt at lukke et Øje den første Halvdel af Natten paa Grund af Bærernes Trommer og Sang, medens de fejrede mig som Manden, der skaffede dem alle Kød, og mange andre smigrende Ting.
Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)