Nis Kock fra Sønderborg sejlede sammen med en dansktalende besætning om bord på blokadebryderen S/S Kronborg til Østafrika med våben og ammunition til de tyske tropper. De blev siden indrulleret i det tyske forsvar af kolonien. I august 1916 deltog han i evakueringen af de tyske ammunitionsdepotet i Morogoro.
Det lykkedes os at gennemføre Marchen, uden at en eneste Mand faldt fra, og en Dag blev det klart for os alle, at Bjergene blev mindre. Urskovene blev til Krat af Smaatræer og Buske, de stejle Klippespidser forsvandt og gav Plads for afrundede og bevoksede Høje, og i Dalene voksede der nu Slettegræs i Stedet for Jungle.
Men samtidig forsvandt ogsaa de kolde Kilder med det gode Vand.
Jorden var saa knagende tør, at den slog Revner, og det Vand, vi fandt nede i Dalene i Smaapytter, var som oftest brunfarvet, ildelugtende og maatte koges før Brugen. Vi maatte passe meget nøje paa Bærerne for at hindre, at de drak det uden at koge det, men samtidig maatte vi indskærpe Varsomhed med Lejrbaal. Vi var nu kommet ind i et Land, som Englænderne meget vel kunde afpatrouillere med deres Rytteri, hvis de var kommet saa langt Sydpaa, hvad vi ikke tvivlede om, at de var.
Mens vi marcherede frem i dette Land, maatte en af os bestandig være et Stykke forud for Kolonnen som Forpatrouille. Vi havde da som Regel vore Boyer med os, for at de kunde løbe tilbage til de andre med Melding, hvis der blev opdaget noget mistænkeligt forude. Forpatrouillen sneg sig af Sted med Riflen klar til Skud, thi vi var fast besluttet paa at forsvare vor Ammunition til det yderste og hellere sprænge den i Luften end overgive den til Englænderne.
Disse Patrouilleture var temmelig nervepirrende, da vi var klar over Vilkaarene for Kamp herude i Ødemarkerne. Skydning fra Baghold var den typiske afrikanske Krigsførsel. Hvert Sekund kunde den dræbende Salve falde, fra en Bakketop, fra et Krat eller fra det høje Græs.
Stache, der havde haft et ualmindeligt sammenbidt Udtryk under det meste af Safarien, fik en Dag Øje paa nogle Indfødte, som havde vovet at blive i deres Hytter, og som nu stod paa Afstand og gloede paa os.
— Vi maa spørge dem, sagde han. Saa vidt jeg véd, er vi ikke langt fra Kisakki, men i denne Egn er det næsten umuligt at følge Kortet — det siger ingenting.
Efter nogen Overtalelse lykkedes det Stache at faa de Indfødte til at komme hen til os og ved Hjælp af et Par Smaagaver gøre dem trygge og meddelsomme. Han spurgte dem derpaa, hvor langt der var til Kisakki.
Den første svarede med stor Overbevisning: — Der er meget langt, men en anden rettede ham: — Der er meget langt, men ikke saa langt.
Det lød grinagtigt og selvmodsigende — men er det egentlig stort mere sikre Svar, man faar, naar man spørger sig for paa en Vej i Europa. Stache lod sig da heller ikke gaa paa, men kiggede paa den tredie, der viste sig Tilliden værdig.
Han strakte sin Arm vandret ud mod Øst, og lod den saa vandre langsomt i en Bue for at standse i en bestemt Vinkel, som Stache studerede meget nøje og nikkede tilfreds. Saa fik de Indfødte atter nogle Smaagaver, og Stache gav Ordre til at slaa Lejr.
Det forbavsede mig noget, og jeg spurgte hvorfor.
Stache smilede og forklarede: — Ser De — det med Haanden — det er de Indfødtes Maade at angive Tiden paa. Haanden er Solen, som vandrer over Himlen fra Øst til Vest, og den Vinkel, den standser i, er Klokkeslettet. Den flinke Fyr fortalte os, at vi kunde naa Kisakki, hvis vi startede tidligt om Morgenen. Saa vilde vi — saa vidt jeg kunde se — være der ved 3 Tiden om Eftermiddagen. Jeg vil starte tidlig i Morgen — saa har Bærerne friske Kræfter og kan gaa stærkt, hvis det bliver nødvendigt.
Den Aften blev der ikke tændt Baal, og Bærerne fik Ordre til at være ganske stille. Hos de Indfødte havde Stache erfaret, at Englænderne holdt til lige i Nærheden — at vi faktisk havde været lige ved at løbe ind i deres Linier.
Vi skiftedes til at holde Vagt om Natten og talte saa lidt som muligt med hinanden. Der hvilede en meget trykkende Stemning over den store tavse Lejr, og jeg kom uvilkaarligt til at tænke paa den sidste Nat om Bord paa „Kronborg“.
Det var ganske den samme Ængstelse, jeg nu var grebet af, nemlig Ængstelsen for, at Safarien skulde blive opdaget paa en af Rejsens sidste Dage. Det kunde være slemt nok at opleve det én Gang,, som jeg faktisk havde gjort, men to Gange var for meget af det gode.
Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)