Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Rønkærgård i Fjelstrup videre.

Fredag d. 3. aug. 1917

… Det er nu længe siden, at jeg har skrevet et brev til dig. Så du har måske gået og været urolig, kære Inger. Men det er jo, fordi vi har haft det så besværligt med arbejde og vagt. Vi har kun fået et par timers søvn i døgnet, og så kan du nok forstå, at man bliver træt og sløv og ligegyldig. Jeg har ikke kunnet forstå, hvorfor vi da netop skulle have så meget at bestille, og de andre kunne nøjes med mindre. Nå, nu er det overstået, og så håber jeg, at det nu bliver bedre, da vi nu er kommet i »Bereitschaft«, som det kaldes, eller længere tilbage, og så plejer vi at have det bedre. 10 dage skal vi være forude, 10 dage her og 10 dage i R., Det er blevet lidt forandret, før var det 8 dage ad gangen. Du fortalte for et par dage siden, at H.C. var hjemme og at han ikke havde været i skyttegraven, siden han sidst var hjemme. Det er ellers godt for ham, men jeg kan ikke forstå, hvordan han kan have været så heldig at komme til den store bagage, for til den post er der gerne nok. Men han har jo været en af de heldige, og jeg kan unde ham det. Nej, så heldig kan jeg ikke sige at have været, og det ser jo ikke ud til, at det lykkes med den første ansøgning. Når jeg da bare kunne komme hjem nu til høsten. Hvis det ikke lykkes, så er det ikke din skyld, kære Inger, for du har gjort, hvad du kan for at få mig hjem. Jeg har gået og håbet og ventet, så tilsidst taber man næsten tålmodigheden og håbet, for det er noget meget kedeligt noget dette soldaterliv. Og der er desværre ingen ende at se på krigen. For os ser det ud, som om det kan vare årevis endnu.

Det er et kedeligt brev. Du kan nok se, at mit humør er dårligt. Det er ikke let at blive ved at have godt humør i sådan trængsel. Det lider stærkt mod høsten nu, og hvis jeg ikke kommer hjem og hjælper ved den, så er det den tredje høst, at jeg ikke er hjemme. Mon Fedder ikke kan tale med dem derude om, at der kan sættes lidt pres på, så der da kommer en afgørelse på ansøgningen.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.