Johannes Ankersen fra Flensborg var løjtnant ved Infanterie-Regiment nr. 63, der i juli 1916 befandt sig ved Somme.

Jeg lod mig undersøge af bataljonslægen, og han konstaterede udover en akut hjertekollaps[?] nervøs overanstrengelse, og rådede mig til en tid at tage ophold på et lazaret og få slappet af.

Men jeg ville ikke. Regimentet lå jo i hvilekvarter, så jeg kunne lige så godt komme til hægterne ved min enhed.

Efter at have ligget 2½ dag i hvilekvarter skulle vi om aftenen igen i stilling ved Cléry.

Så langt kom jeg ikke. Under marchen derhen brød jeg fuldstændigt sammen, jeg kunne simpelthen ikke mere. Vores bataljonslæge henviste mig til det nærmeste feltlazaret til videre behandling.

Jeg vendte så først tilbage til mit kvarter med min oppasser, fik pakket noget undertøj m.v. sammen og begav mig på vej. Det feltlazaret, hvor jeg meldte mig, var nødtørftigt indrettet i en kirke.

Min Gud, hvor så der ud. Hele kirkerummet var fuld af sårede, og der kom hele tiden flere til. Alle, der kun var letsårede, blev straks sendt videre.

Lægerne og sygepasserne havde frygteligt travlt, mens de sværtsårede stønnede uophørligt. Det var ikke et sted, hvor slidte nerver kunne komme til hægterne. Jeg blev undersøgt, og henvist til krigslazarettet i St. Quentin.

(Erindringer i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek, oversat fra tysk)