Thomas Dinesen fra Jels gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment Nr. 265, 5. kompagni. I foråret 1917 fik han uventet tre ugers orlov med tilladelse til at bære civil. Det skulle give ham problemer.
Næste morgen blev mit civile tøj fundet frem, og mor vaskede min uniform; men jeg skulle jo melde min hjemkomst hos den hjemlige kommuneforstander og også på bataljons-skrivestuen for grænsebevogtningen i Møllegade. Men begge steder skulle jeg optræde i uniform, så da den var vasket, trak jeg i galla, og med mine orlovspapirer i lommen gik jeg, som foreskrevet, først til kommuneforstanderen og så til bataljonskontoret og blev tilmeldt som værende hjemme fra felten på en 3-ugers orlov.
Der gik nu ca. otte dage, og jeg var i mit civile tøj – som tilladelsen jo lød på – jeg stod daglig og arbejdede på værkstedet i savværket.
Så skete det en formiddag: Ind træder, sådan ved 11-tiden, en underofficer ledsaget af en menig soldat, og begge med gevær over skulderen. Jeg kiggede lidt forundret på dem, men så sagde underofficeren: »Sind Sie der Musketier Dinesen?« hvortil jeg reglementeret svarede: »jawohl«. »Sie sind auf Urlaub?« Atter et Jawohl. »Und Sie sind zivil?«, hvortil jeg replicerede: »Ja, mit Erlaubnis«.
Så ville han se mine orlovspapirer, og jeg svarede ham, at de lå inde i dagligstuen. Jeg skulle fra værkstedet over gårdspladsen, ind gennem en baggang og gennem køkkenet. Det så helt drabeligt ud med underofficeren på min venstre side og soldaten på den højre, begge med gevær, og jeg som en fange imellem dem.
Men jeg var mest bekymret for min mor, som jeg vidste var i køkkenet, for hvad ville hun tænke, når hun så det optog. – Mor stod ved komfuret, og nu vendte hun sig om for at se, hvem der kom. Jeg var ganske rolig, og ganske roligt gik jeg hen til hende og sagde: »Vær ikke bekymret, lille mor, det her skal jeg nok ordne«. –
Mor var dog som stivnet af rædsel, da hun så mig i følgeskab med de to soldater. Jeg hentede mine orlovspapirer, på hvilke der stod: »Der Musketier Dinesen hat die Erlaubnis, wahrend seines Urlaubs zivilen Anzug zu tragen«, og det med kompagniets stempel og min kompagniførers navn og underskrift. Underofficeren kiggede papirerne grundigt igennem og sagde så: »Dann ist ja alles in Ordnung«, hvad jeg også mente, at det var, hvorefter han fjernede sig med et: »Entschuldigen Sie, bitte« og en bemærkning om, at jeg havde nok en »god ven« her i byen.
Jeg forstod nok hentydningen – men de stod nu begge ret og trak sig tilbage.
Det varede et stykke tid, før min mor faldt helt til ro oven på den historie, men jeg gik og spekulerede på, hvem der kunne have ondt af, at jeg var på orlov og gik hjemme i civilt tøj.
Hvem ophavsmanden var, fik jeg aldrig opklaret, men jeg håber, vedkommende har fået en flov smag i munden, da han erfarede udfaldet af sin aktion.
En oplevelse mere: I mine orlovspapirer stod desuden en bemærkning fra kompagniføreren om, at jeg først skulle tiltræde tilbagerejsen, når min sidste orlovsdag var til ende. Men tænk jer, på tredjesidste dag, før jeg skulle rejse, fik jeg et telegram sålydende: »Sofort zurük zum Truppenteil!«
Det blæste jeg en lang march, for jeg kunne ikke se, hvem afsenderen af telegrammet var. På min sidste orlovsdag meldte jeg mig forskriftsmæssigt fra både på kommunekontoret og hos bataljonskommandanten i Møllegade.
Her faldt der dog af skriveren en bemærkning om, at jeg havde overskredet min orlov, hvortil jeg svarede, at ifølge mine orlovspapirer skulle jeg først rejse, når mine orlovsdage var udløbne.
Hans svar lød sålunde: »Na, das bleibt dann Ihre eigene Sache«. Jeg er imidlertid nu klar over, at begge dele, både den med underofficerens uvelkomne besøg og den med det famøse telegram, stammer fra samme kilde.
Men jeg rejste tilbage til mit kompagni i Rusland, hvor jeg meldte mig tilbage på skrivestuen med ordene: »Vom Urlaub zurück!« Jeg fik heller ingen kommentar, heller ikke angående telegrammet – og jeg tænkte i mit stille sind mit.