Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 blev i juli 1916 indsat ved Somme.
Om formiddagen den 10. juli fik regimentet den ordre, at 18. division skulle overtage den 44. reservedivisions afsnit, regimentet skulle så indsættes syd for Belloy en Santerre. Officererne fik at vide, at regimentet kom til en stilling, fra hvilken ingen måtte regne med at komme tilbage.
På den anden side var der fra 2. armé, til hvilken divisionen nu hørte, blevet udtalt, at afgørelsen afhang af vor afværgesejr.
Og det var virkelig den tanke, der livede 86’erne op: Efter endnu en fiasko ville fjenden opgive at rende panden mod vor front og være villig til en ræsonnabel fred. Derfor var füsiliererne klar til at give det sidste for at spærre vejen for modstanderen.
Efter mørkets frembrud marcherede kompagnierne fremad. Fra højde 102 ved Licourt så de i den sidste blodige aftenrøde ud over den af kampe helt raserede slagmark ved Somme.
De første lyskugler steg op. ”Hvor hjemligt!”, udbrød en soldat med bidende humor. Og virkelig, sammenskudte landsbyer, raseret terræn havde nu i to år været vort hjem. En sukkerfabrik lå til højre ikke langt fra vejen, franskmanden skød ind i den med brandgranater. Den gik snart op i flammer. På slottet Miséry’s parkmur (et gyseligt navn!) ventede førerne fra 206. reserveinfanteriregiment for at bringe de enkelte kompagnier i stilling.
I den grå sommernat gik det igennem landsbyen Miséry over en jernbanedæmning, hvor kanonerne stod side om side.
Ammunitionskolonnerne jagede frem og tilbage i skarpt trav. Her susede også allerede de første granater henover de i enkeltkolonne fremrykkende kompagnier. Et råb: ”sygepasser!” De første tab.
Til højre fyrede fjenden uopholdeligt mod Fresnes-Mazancourt. Da skød med et mægtigt brag en kolossal stikflamme i vejret. Et ammunitionsdepot var ramt og brændte nu videre i lys lue.
Kompagniernes rute førte lige forbi. De måtte gå i en stor bue gennem det sommermodne korn. Endnu engang flammede det op med en tordenagtig rullen, 9. kompagni, der lige marcherede forbi, dukkede sig dybt i kornet. En haglbyge af jord, sten og jernstumper raslede ned, heldigvis uden at såre nogen alvorligt. Videre, væk fra dette uhyggelige sted.
Den brede og flade slugt ved Berny kan rumme kompagnierne. De tungeste kalibre hyler ned på Berny, også slugten tages under ild. Nye tab, i løb. Berny ligger til venstre. Hulvejen til Belloy giver lidt beskyttelse og muliggør et kort hvil. Romervejen bliver overskredet i et spring. Kompagnierne er ved målet, badet i sved og dybt udmattet. 86´erne må klemme sig ned i en smal og kun brystdyb skyttegrav. Ingen løbegrave, ingen dækningsrum, ingen spærringer.
De snubler over lig, der ligger enkeltvis eller gruppevis bag ved graven. Ingen tid og ingen kræfter var til rådighed til at bringe dem bagud eller begrave dem på stedet.
Lige da stillingen er besat og de afløste kompagnier er ude af graven, går der en lyskugle op derovre, så en anden, så en tredje, samlingen af huse i Belloy hæver sig i deres skær. Maskingeværild sætter ind, det franske artilleri bliver sluppet løs af farvede lyskugler, vore – især de svære – svarer kraftigt igen, men desværre slår nogle af vore egne svære granater ned i vor egen grav. Denne heksesabbat varede med små afbrydelser hele natten. Hvad vil dagen bringe?
Fra Füsilierregiment “Königin” Nr. 86 i verdenskrigen. Køb den her!