Inger og Jørgen Friis

29. august 1916. Fluer er også en del af krigen. Brev fra Jørgen til Inger.

Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Frankrig d. 29. aug. 1916

… Med hensyn til kammeraterne, da har jeg næsten ingen. Der er jo nok nogle som jeg omgås, men det er ikke sådan her som i garnisonen. Jeg er heller ikke rigtig kendt med dem endnu, der skiftes så ofte. Jeg var godt kendt med dem, jeg omtalte, da vi var i Le Nouvion, men vi er fuldstændig skilt ad, og jeg har været i tre grupper siden. Efter det sidste slag, har vi igen fået forstærkning. Det er helt unge mennesker, dem vil det vist knibe for. Så længe vi er her i Pargny, er jeg sammen med Jørgensen hver dag. Han er en god kammerat, men han er jo ved et andet kompagni. Der er Hække fra Frørup og Kaufmann fra Hjerndrup også. De er også meget kede af krigen, skønt de har da lidt at slås for, skulle man synes. Med renligheden går det ellers godt nok, jeg mærker ikke til utøj. I dag har jeg »Bettruhe«, det er maven som er i uorden, det lider vi næsten alle af.

Det er næsten ikke til at holde ud at ligge derinde i teltet om dagen, for det er varmt og så de forskrækkelige fluer, de er også en følge af krigen…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918.

En tanke om “29. august 1916. Fluer er også en del af krigen. Brev fra Jørgen til Inger.”

  1. Når Jørgen skriver om “Hække fra Frørup og Kaufmann fra Hjerndrup også. De er også meget kede af krigen, skønt de har da lidt at slås for, skulle man synes ” kan man så deraf udlede at disse to er tysksindede?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *