Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

16.Fjelstrup, d. 20 juli 1916. Torsdag aften!

Min kære Jørgen!
Nu er alle tre børn kommet i seng, og der er helt stille derinde. Så jeg tænker, de sover, og så synes jeg, jeg kan ikke andet end sætte mig til at skrive til dig. Jeg kan jo altid sende det afsted, når jeg får din adresse. Det har været en sørgelig dag for os begge, en af dem vi husker længe. Alle mine tanker har været hos dig, og du kan tro, jeg har ønsket mig til Heide. Nu kan jeg godt forstå, at Bertha var ked af, at hun ikke var kommet til Husum, dengang Hans rejste derfra. Men det havde vel ellers kun gjort det sværere for os begge og især for dig. Jeg har haft gode deltagende gæster i dag. Skau har været her, og Stine og Bothilde, Anne fra Anslet og Karen Marie. De kom af sig selv, og jeg skulle hilse dig så mange, mange gange. At det gjorde dem meget ondt for dig, kan du tænke dig, kære. De gik alle tidligt hjem, og så gik børnene og jeg hen på marken for at se, hvordan vore hvidkål står. De trænger til at hyppes, det plejede du jo altid at besørge for os før. Bagefter satte vi os i »vedkastet«. Der ligger tromlen, og der er sådan et ypperligt sted at sidde, og læ var der også, og det kan du tro var noget for de små, de legede og klatrede på vasstakken. Så der kan du tænke dig os om aftenen, når vejret er fint. Vi mangler kun dig, lille far…

Nu slutter jeg her, og fortsætter måske i morgen aften. Godnat, min kære, kære Jørgen.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.