Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.
Hejde d. 20 juli 1916
… I formiddag Kl. 101/2 skal vi være færdige til at tage afsted, og jeg ved ikke hvor det går hen. Jeg tror ikke, vi kommer til Lock- sted. På skriverstuen ved de ikke, hvor vi skal hen, og ellers plejer de at fortælle det, når transporten skal til Locksted. Nå, det kan vel også være det samme, om vi ikke kom derop, for det havde vel højst været et par dage. Der er heller ikke mange soldater i Locksted, nu har de nok brug for deres folk overalt. Her i kasernen er der kun helt få tilbage, der er næsten ikke nok til vagten…
Nu begynder der altså et nyt afsnit for os, kære Inger, og jeg vil bede dig om ikke at sørge for meget. Lad os holde os til Vorherre, så vil han heller ikke forlade os, ihvordan det går.
Går sorgen på, din sjæls attrå er altid at husvale. Hvad nød er der, hvor du er nær, o Herre kær! Dig mon jeg mig befale.
Da ved jeg vist, o Jesu Krist du vil mig ej forlade. Du siger så: kald du mig på, hjælp skal du få og intet skal dig skade.
Der er så mange gode salmevers, som man rigtig kan blive trøstet ved at læse. Jeg tager det nu helt med ro. Vel ved jeg, at det også vil blive svært for mig siden, og især når jeg ikke kan få brev fra dig, min kære gode hustru. Men så har jeg jo minderne at tære af fra den tid, vi har levet sammen, i fred og ro sammen med vore små piger.
Ja, der er næsten ikke mere at skrive om, for ellers bliver det vel til gengivelser. Hermed de kærligste hilsner til dig, lille Louise, Kirstine og Agnete
fra far!
Vorherre bevare jer, mine kære.
Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.