Ny rekord i page views

Hvorfor er Første Verdenskrig så nærværende i Sønderjylland? Det er den, fordi Sønderjylland under verdenskrigen var en del af Det tyske Kejserrige. Ca. 35.000 mænd måtte gøre krigstjeneste i den tyske hær. Ca. 6.000 faldt. Ud af en befolkning på ca. 170-180.000 (Nordslesvig).

Hvis Kongeriget Danmark (nord for Kongeåen) var blevet tilsvarende hårdt ramt, så ville det svare til, at Danmark (med en befolkning på ca. 3.500.000 i 1914) skulle have stillet med flere end 600.000 mand til krigen – med ca. 100.000 faldne!

Det ville i så fald med afstand have været den blodigste krig i Danmarkshistorien – og det forklarer, hvorfor ingen sønderjysk familie forblev uberørt af Første Verdenskrig.

Mens Danmark undgik krigen, så delte sønderjyderne skæbne med den øvrige befolkning i Tyskland.

Hjemmesiden her blev omtalt i går morges på Radio Syd og senere på dagen på DR Histories Facebookside. Det resulterede i usædvanligt meget trafik på siden i går.

Sædvanligvis har hjemmesiden 1.000-2.000 page views (sidevisninger) dagligt. Når store slag raser og der er mange, der følger med, kan der være 5.000-6.000 page views.

I går var der 7.205 page views, og det er ny rekord for én dag – endda på en dag, hvor der ikke skete noget særligt!

Til de mange nye brugere af siden vil vi gerne sige: Velkommen! Vi håber, I bliver hængende. I år (2016) har vi både slaget ved Verdun, slaget ved Somme og Brusilow-offensiven.

Siden her er i hovedsagen drevet af frivillige og for et minimalt budget. Sydbank Fonden har støttet med i alt 60.000,- kr. Dette beløb har holdt siden kørende i næsten to år nu.

Tovholder er Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot med Historisk Arkiv for Haderslev Kommune, Forskningsafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig og Rigsarkivets Læsesal i Aabenraa som som partnere.

Men det tunge læs trækkes af 15-20 frivillige, spredt over hele landet.

Hvem vi er, kan ses under fanen “Om“.

Hjemmesiden har flere formål:

Siden bringer dagligt ”nyheder” fra ude- og hjemmefront.

Nyhederne er først og fremmest ”plukket” fra samtidens aviser, feltpostbreve, dagbøger og erindringer, således at siden har et nogenlunde fast (men ganske stort!) persongalleri, hvis skæbner vi følger gennem krigen – eller indtil de falder.

Men siden bringer også mange andre ting. De mange lister over krigsdeltagere (faldne, tabslister, desertører, krigsfanger, DSK-medlemmer etc.) er meget populære og anvendelige, ikke mindst for slægtsforskere.

Men der er også et enormt forsknings- og undervisningspotentiale i de mange indlæg, lister og scannede kilder. Vi har indledt et samarbejde med HistorieLab og med Aarhus Universitet om udvikling af disse dele af siden, men det er stadig på et meget foreløbigt stade. Ressourcerne rækker desværre ikke til et udvidet samarbejde med de mange lokalhistoriske arkiver i Sønderjylland, men her ligger fremtidigt arbejdsfelt.

Man kan altså som bruger forvente en fortsat udvikling af siden her. Med tiden vil den give et mangefacetteret billede af en landsdel i verdenskrigen og kunne danne grundlag for forskning og fordybelse, hvad enten man beskæftiger sig med slægts,- lokal- eller verdenshistorie! Og det giver enhver mulighed for at beskæftige sig med et verdenshistorisk emne – på dansk!

René Rasmussen, Sønderborg Slot

 

 

Pageviews2-3-2016

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *