Montigny den 23. marts 1916

Kære forældre!
Mange tak for brevet af 14. Jeg har ventet længe på det. Det har været lidt hårdt at komme i gang igen, hvad I jo nok vil kunne forstå.

Jeg blev straks meget dårlig, måtte melde mig syg og kom på sygestuen. Derfra er jeg nu kommen ud i dag, og jeg har da nu heller ingen feber mere; men jeg er led og ked af det hele, og det kniber en del at holde modet oppe.

Jeg har lige fået kort fra Jørgen Brag; han er endnu ved Namur. Sidste år ved denne tid gik vi og Peter Jensen vore ture sammen nede i Cuy; og vi troede, at krigen var forbi, når kirsebærtræerne blomstrede. Nu blomstrer de snart for anden gang; i hvert fald blomstrer der allerede æble- og abrikostræer her, så det kan vel ikke vare så længe, inden kirsebærtræerne også kommer.

Jeg kan ikke tro på nogen fred i nær fremtid, og ved nær fremtid forstår jeg tiden indtil høst.

Billederne fra Nørremølle har jeg ikke fået endnu, men jeg venter dem stærkt. Det er et godt minde at have midt under krigen. Nå, når vor familie må komme så skønsomt igennem resten af krigen som hidindtil, så kan vi prise os lykkelige; enden må jo komme, og så længe den har varet, varer krigen ikke mere.

Man kan blive så tung ved at tænke sig ind i alt dette håbløse og meningsløse. Hvad der blot skabes for en moral ved sådan to år at føre krig; men mange er vist slet ikke kede af den, hverken herude eller navnlig hjemme. Sørgelige tider. 

Her er fuldstændig roligt udenfor for tiden. Jeg ved knap af at have hørt et eneste kanonskud i den uge, hvor jeg nu har været her igen. Alle kræfter samler sig nede om Verdun. Her fortælles der atter om et falden fort; men der går så mange løse rygter.

Hvordan står det med Rumænien? Jeg synes, alt er så roligt for tiden, men det er vel stilheden før stormen. Nu mange hilsner til jer alle.

Eders hengivne søn Kresten

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.