24. februar 1916. Kresten Andresen: “Skulle Amerika også komme med, så spænder krigen om hele Jorden”

Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i vinteren 1915-16 befandt sig ved Loretto.

Rekrutdepot den 24. februar 1916

Kære forældre!
Mange tak for de to breve, som jeg har fået; de var afsendt d. 12. og 14. De to numre af Nat. interesserede mig meget.

Russerne har vel nu gjort et temmelig stort kup nede i Lilleasien, idet de har taget den store fæstning Erzerum. Hvor mange mil er englænderne, som jo står i Mesopotamien, og russerne dér fra hinanden? De har vel til hensigt at tiltvinge sig forbindelse der; men det må dog ikke have så stor betydning, da der ingen jernbanelinjer er dér; men på den anden side vil de jo kunne slutte ringen mod østerlandene.

Det svimler næsten for én, når man tænker efter, hvilken udstrækning krigen lidt efter lidt får. Skulle Amerika også komme med, så spænder krigen om hele Jorden. Man kan slet ikke tænke sig, at der nogensinde vil komme ordning i denne tyvsnare, når der da ikke på en eller anden måde sker en katastrofe.

Vi er her meget spændt på, hvad foråret vil bringe. At det vil bringe noget, er klart, men hvad? De allierede vil vel begynde en generaloffensiv, og centralmagterne skal jo nok foranstalte en eller anden uventet overrumpling. De dukker gerne op, hvor man mindst venter det.

Jens har altså ikke fået solgt endnu; det er glædeligt at høre, at det går ham godt. I har virkelig talt om, at han skal have gården efter krigen; I trænger såmænd også til ro nu. Jeg forstår godt, at det falder dig svært, far; du mener, at dit ord som aftægtsmand ikke vil veje så meget, som når du er gårdmand. Men det finder jeg er ganske forkert. Hvad mener du så om mænd som Thomsen fra Roost og Jørgen Iversen fra Svejrup – de har da betydet lige så meget og vel endda mere som aftægtsmænd.

Det er en lystig afdeling her. Af de fyrretyve mand, jeg er sammen med, har allerede fem mand været tre dage i arrest, og to har fem dages streng arrest. Men det er jo også alle forbryderne rundt om fra de forskellige kolonner, som nu er skrubbet til infanteriet. En af dem har allerede siddet fyrretyve dage alene i krigen. De fleste betragter arrest som rekreation; dér har de nemlig en varm kakkelovn og stråmadras og dækkener og behøver ikke at være med til ekserceringen i den tid. Her ved kompagniet er der imidlertid en halv snes gode mænd nede fra Haderslev amt, så jeg savner aldrig selskab, og det er sandelig en god ting. –

Jeg er meget spændt på, hvad det bliver til med halm-orloven; jeg er lige ved at tro, at det kan lykkes. Men det vil falde ået meget hårdt, for jeg tror bestemt, at jeg er bleven sværtet hjemmefra, og det er en af grundene, hvorfor jeg kom væk fra kolonnen. Nå, derom mere en anden gang.

Eders hengivne søn Kresten

NB. Har I fået alle de kort fra Douai, som jeg har sendt jer?

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen.

Krestens breve

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *