Christian Esbensen, Kegnæs, Als, lå med sit regiment i Champagne. I juledagene blev det forflyttet til Elsass.
Så endelig kom ordren: »Auf, zum Bahnhof – einsteigen«. Ved fælles hjælp blev vi halet op i de høj akslede kreaturvogne, for rampen skulle jo bruges til vognparken og hestene, thi dyr kan stille sig på bagbenene, hvis der er noget, der ikke passer dem, mennesker kan
jo ikke.
Efter endnu en stunds tålmodighed, venten, til alle klarmeldinger var indløbet, og de rette signaler var sat, satte toget sig i bevægelse, og i den påfølgende nat og dagen derpå havde man tid til at filosofere over en hyggelig jul derhjemme i familiens skød og ved den varme kakkelovn, siden en varmedunk i en indbydende seng. – Men her! At sove var ikke til at tænke på, de stivfrosne lemmer tillod ikke at få søvn.
Ud på dagen, den 25. – juledag – landede vi i Sarburg i Elsas-Lothringen og blev indkvarteret på en kaserne, hvor vi – tænk bare – kom til at ligge på stråsække med hvide lagner oven over.
Ud på morgenstunden blev vi vækket af en forfærdelig larm neden under vore vinduer, og nysgerrigheden viste sig stærkere end kulden, så vi for ud på gangen for at hitte ud af, hvad der var på færde.
Bag indhegningen på den anden side af gaden ovre på eksercerpladsen ser vi 5-600 fanger, rumænere, der er i vildt slagsmål omkring tre gullaschkanoner, hvor en uddeling af mad viser sig at være næsten umulig. Udsigten til en tynd kartoffelsuppe har drevet de mennesker til vanviddets rand, og til trods for, at soldaterne hugger ind på dem med bøssekolberne, er de ikke til at styre. –
De er blevet taget til fange ved det hurtige kavallerioverfald på Rumænien i efteråret 1916. For ca. 14 dage siden startede en fangetransport på 15-1600 mand fra Rumænien og hertil for at arbejde bag Vestfronten. Men der var kun 5-600 tilbage af dem; resten var døde af sult og kulde. –
Hvordan man til sidst fik ro over gemytterne, ved jeg ikke, det må vel endelig være lykkedes, men det blev for koldt for os på gangen at afvente slutningen på dramaet.
Anden dags morgen stillede fangekolonnen til strækmarch nede på kasernepladsen; det gjaldt om at få liv i de stivfrosne lemmer, idet de havde tilbragt natten på lidt træuld i den store, uopvarmede eksercer-Schuppen. Nysgerrigheden drev os derover for at se, hvordan de havde camperet.
5-6 døde lå rundt i træulden, en krammede endnu ulden i de valne fingre – andre 15-20 blev ført bort til lægeundersøgelse, de raskeste af dem støttede dem, der ikke mere havde kræfter til at holde sig oprejst.