Heinrich Jessen fra Smedager ved Bolderslev gjorde krigstjeneste i Mellemøsten. Han deltog i et 150 mand stort ekspeditionskorps, bestående af et antal maskingeværbataljoner, som den 21. marts blev sendt til Mellemøsten.
Den 29. april gaar turen videre, fuldbanen gaar kun 2. km. saa maa vi omlades paa feltbanen før turen gaar over “Amanus-bjerget”. Vi er 6 mand som skal ledsage toget, det øvrige mandskab skal til fods over bjerget. Der er tre tog lige efter hinanden, vi kører nu i zik-zak opad bjerget, først til den ene side, saa blir der skiftet spor, saa tilbage paa et andet spor, og saadan bliver de ved indtil vi naar bjergets top og nede i dalen kan vi skimte stationen, men det ser ogsaa kunstigt ud naar man ser det ene tog efter det andet kravle opad bjergsiderne.
Nu skal vi gennem en tunnel paa 4,9 km. Den er lige færdig bygget saadan at kipvognstogene kan køre igennem. Vi har tre timers ophold i midten. Først da vi kommer ind i tunellen er der skrækkeligt koldt, der bliver luften saa klam og trykkende, og der er en larm fra presluftborene, og desuden helt mørkt. I det fjerne ser vi arbejderne med deres lygter i haanden i travlt arbejde.
Det er tyske ingeniører der leder arbejdet, de sagde at de aldrig nogen sinde havde arbejdet i saa haard en stenmasse som her, de brugte ikke nogen afstivning.
Vi skulle vente til de havde kipvognerne fyldt, vi befandt os nu 800 m. under jorden, men omsider kørte vi videre, men vi var kun lige kommet 1 km. bort før de sprængte igen, det var som hele bjerget skulle falde sammen om os, kl. 6. aften kom vi ud paa den anden side af tunellen. Men vi fryser og vi er helt skidt tilpas af den luft inde i tunellen.
Vi har endnu et par timers kørsel inden vi naar fuldbanesporet. Lokomotiverne spyr gnister de fyrer nemlig med træ. Gnisterne staar ud af skorstenene som et rigtigt fyrværkeri og breder sig i en stor omkreds, saa der gaar imellem ild i vore sager og vort tøj.
Naar toget holder for at faa vand pas lokomotiverne skal vi skynde os at overhælde præsenningerne med vand, og vores teltbane skal vi ogsaa have dyppet i vandet, for det skal vi sidde med over hovedet under kørslen, for der flyver gnister saa store som fingerender og de tænder med det samme.
Ulykker sker der ogsaa her, for et par dage siden løb en kipvogn løbsk nedad skraaningen og enden blev at den løb af sporet og manden blev slynget 20 m. bort, et par dage efter var han død. Et lokomotiv var ogsaa løbet af skinnerne og styrtet ned i en afgrund, dets to ledsager var død paa stedet.
I “Kotbatsche” gør vi holdt, herfra gaar fuldbanen videre. Idag har vi den 1. maj. Vi har bygget vor teltlejr højt oppe paa bjergerne, saa det var et besværligt arbejde at bringe sagerne derop.
Vi skal nemlig være lidt forsigtig, for her er sump og det er her muskittomyggerne holder til, og det er dem der medbringer malariasygdommen, den er stærkt udbredt i denne egn. Vi sover under moskittonettet hver nat. Vi tager ogsaa Chinin to tabletter to gange om ugen, det er noget modbydeligt skidt, man har en led smag i munden hele dagen, men det er jo bedre at forebygge end at helbrede.
Om dagen strejfer vi rundt i bjergerne og i en bæk som løber forbi lejren tager vi os et forfriskende bad hver dag. Den 11. gaar turen videre, vest for Aleppo deler banen sig, den ene gaar over Aleppo og mod syd ned gennem Palastina, vi bøjer af mod nordøst.
Den 12. Maj kører vi over floden “Eufrat”.
Heinrich Jessen: Krigen 1914-1918 og mine Erindringer derfra (privattryk u.å.)