Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86), der i vinteren 1915-16 befandt sig ved Loretto.
Hornaing den 5. februar 1916
Kære forældre!
Nu går alt ved det gamle kolonneslæng, og derfor må I bære over med mig, når det tager lidt længere tid at skrive. I behøver jo heller ikke foreløbig at ængstes for mit vedkommende, da jeg nu er næsten halvtreds km fra nærmeste frontlinje.
Kanonaden herudfor, nærmest området Lens-La Bassée, til tager i en ganske utrolig grad. Om det er franskmændene, der skyder, eller tyskerne, kan man ikke skønne her. Et skrald er et skrald, hvad enten det kommer af en tysk eller en fransk granat. Det er man endog tit i tvivl om, når man er helt derude; men når de springer sådan lige i éns nærhed, så ved man til gengæld noget mere, end man ønsker.
For tiden pløjer jeg. En fransk plov er i enhver henseende et mordinstrument, et meget tungt og klodset apparat, nærmest at sammenligne med en Rodulf Sacks plov. Den går fuldstændig af sig selv, d.v.s. når man har et par stærke heste for.
Kan I tænke jer, at jeg forleden var på klapjagt – og det kalder verden så krig. Vi blev om morgenen kørt til Somain. Dér samledes efterhånden et hundrede mand af alle mulige kolonner. Klapjagten gjaldt harerne; den blev også drevet på en anden måde end hjemme. Vi sværmede ud i en langkæde til begge sider og sluttede så kreds om et stort terræn. For hver halve snes mand var der en officer med bøsse. Vi havde en hornist med, og han gav signalerne til bevægelserne. Vi drev så alle ind mod midten, og i en sådan heksekedel kunde der godt være en ti til tyve harer. Klapperne råbte på deres plattysk: hås, hås, hås, og én istemte end også hamborgernes krigshyl „hummel, hummel, hummel”.
Undertiden kan man slet ikke forstå, at man er i krig, men til andre tider får man så en mere ubehagelig mindelse. – I dag er her generalstorm, og det vil ikke sige så lidt her, hvor jorden er så flak som en pandekage. Bare jeg dog var bleven nede i det dejlige Oise. Her er der så uhyggeligt, men dog knap så uhyggeligt som ude i departementet „Pas de Calais”, hvor alt var kul, kul, kul.
Jeg vilde gerne være nede i det skønne Oise, når æble-træerne blomstrer, for herligere egn kan man slet ikke tænke sig; og så er der så fuldt af nattergale, „rossignols” kalder franskmændene dem. Her varer det ikke længe, inden foråret begynder; tænk, bønderne sår allerede korn, og lærken hørte jeg jo allerede mellem jul og nytår.
Hvornår får vi dog fred, at man kan komme hjem til sin dont igen. I dag er det halvandet år siden, jeg tog hjemmefra. Nå, vi håber – men der sker jo intet som helst, der kan fremme freden.
Med mange hilsner jeres hengivne søn Kresten
Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen
