Søren P. Petersen, Rødding, mistede synet, da han blev såret den 6. juni 1916. Han kom i juli 1916 på blindelazaret i Halle an der Saale.
(… fortsat)
Der kom damer fra byen for at underholde os. De læste for os og gik ture med os. De tændte vore cigarer og kunne stoppe en pibe. De lærte os blindeskrift og forskellige håndarbejder, som knytte- og kurvearbejde.
Den slags ting havde nu ikke min interesse. Så snart jeg var kommet oven senge og kunne tage fat, lærte jeg at skrive og læse blindeskrift, men øvede mig også i almindelig håndskrift ved hjælp af en dertil konstrueret ramme. Først og fremmest gav jeg dog mig i lag med maskinskrivning. Min stilling var jo klar, og nu gjaldt det om at dygtiggøre sig til de muligheder, der måtte komme til at foreligge.
Det varede da heller ikke længe, før jeg kunne skrive mine egne breve. En dag fik alle vi blinde foræret hver et lommeur. Gaven var stiftet af en sangforening i byen ved navn »Sang und Klang«. Det var et såkaldt blindeur, og man kunne aflæse tiden med fingrene. Jeg blev meget glad for det ur. Det var, som om jeg med det fik noget af det tabte tilbage. Det var nu ikke mere dag og nat på samme måde. Tiden havde nu igen fået inddeling, uafhængig af lys og mørke.
Tit må jeg med taknemmelighed tænke tilbage på de kvinder og mænd, som her på lazarettet i Halle med så stor forståelse forsøgte at lempe os ind i vore nye kår.
Forplejningen ved fronten havde til tider været meget sløj, men her var den om muligt endnu sløjere — en gang imellem af en sammensætning, der var fremmed for en sønderjysk gane. — Således fik vi en middag serveret noget, der vist skulle være syrnet mælk, og da de så spurgte, om jeg ville have kogte kartofler i, protesterede jeg for en gangs skyld. Det mindede mig for meget om det, de gav grisene derhjemme. De var dog sikkert lovlig undskyldt, for allerede den gang sultede det tyske folk.
Heldigvis kunne jeg nu få pakker med madvarer hjemmefra, og det trængte jeg også til. Da jeg i 1914 blev indkaldt, vejede jeg 172 pund; nu var jeg helt nede på 135 pund, og kræfterne var meget små.
Netop omkring den tid indførte tyskerne den uindskrænkede u-bådsblokade, og aviserne bragte hver dag sensationelle beretninger om det store antal sænkede skibe. Meningen om værdien af denne blokade blev stærkt diskuteret. Jeg protesterede altid mod denne form for krigsførelse og mod de usædvanlig store tal, der berettedes om. Jeg havde mine tvivl om rigtigheden af de angivne tal. Jeg vidste jo, at der var mange danske skibe iblandt.
(… fortsættes)
NB: Henvisningen til den uindskrænkede u-bådskrig placerer erindringen til tiden omkring 1. februar 1917. Af hensyn til læseligheden har vi dog forkortet Søren Petersens sygdomsforløb og lazaretophold, så det er klemt sammen over kortere tid, end det egentlige forløb.
Den samlede beretning kan læses i vores digitale versioner af DSK’s årbøger.