Christian Nielsen, Toftum, Rømø, gjorde krigstjeneste i marinen i Kiel. I marts 1918 fik han besked på at mønstre et isbryderen “Hindenburg”, der lå i Stettin. De skulle bryde is for en større tysk eskadre med kurs mod den finske bugt. Tyskerne satte uden problemer tropper i land og “Hindenburgs” opgave var nu at bryde isen i området.
(… fortsat)
Ved Daggry satte vi igen Kursen mod Eckerö. Denne Gang sejlede Linieskibet »Rheinland« forrest. Vi havde jo brudt en Rende i Isen.
Omkring Middagstid var vi igen foran Minefeltet. Vi havde sat Damp til Spillet paa Fordækket, da vi regnede med, at vi om en lille Time kunde ankre op i Bugten hos de andre Skibe — men det skulde gaa helt anderledes!
»Rheinland« var allerede gaaet igennem Minefeltet og var kommet et stykke ind i Vaagen. Vi, sammen med »Hindenburg«, var blevet lidt bagefter og kunde maaske ved at ændre Kurs, vinde noget ind paa Linieskibet. Jeg fik af Kommandanten Ordre til at give lidt bagbords Ror. Vi var daarligt nok sejlet en Skibslængde, før Ulykken skete!
Jeg saa en Ild- og Røgsøjle saa høj som Masterne, blev med Rattet slynget oven over Kommandobroen og faldt ned paa Ristværket over Fyrpladsen. Jeg havde tabt Bevidstheden og havde under Luftrejsen paadraget mig et Par Saar paa højre Hofte og paa Ryggen. Saarene var ikke særligt alvorlige, men de smertede meget.
Hvorvidt jeg blev ramt af Minesplinter, er jeg ikke klar over, skønt Eksplosionen skete faa Meter foran mig, eller om jeg blev slynget mod nogle opretstaaende Jerngenstande. Min Vagtkappe var flænget fra øverst til nederst, ligesom min Hue og den ene Støvle var fløjet væk. Ved Eksplosionen fløj ogsaa Kommandanten sammen
med Kompashuset over Bord.
Styrmanden fik Hovedet kløvet og blev liggende død paa Kommandobroen. Han gik ned med Skibet. En civil Kaptajn, som var med som Tillidsmand, og en Signalgast, der stod paa Bronokken, kom intet til. Nede paa Fordækket blev Spillet presset ud af Sokkelen og Damprøret revet over. Dampen fossede ud.
Dette var maaske Skyld i, at forholdsvis mange blev reddet, for ellers var der kanske fulgt en Eksplosion i Kedelen.
Eksplosionen skete nøjagtig Klokken tolv Middag. I Lukafet laa ogsaa en Mand dræbt. Desuden var der en 7-8 Mand, som fik lettere Saar, men de kunde klare sig selv.
Vort Skib saa sørgeligt ud! Paa nederste Kommandobro var hele Korthuset borte, Skorstenen var ved at falde om, Baadene i Stykker paa én nær. Redningsbælterne var revet i Laser og laa strøet over hele Dækket. Tyk Bøg, Aske og Damp væltede op fra Maskinrummet og Fyrpladsen. — Det hele var et trøstesløst Skue.
Jeg kan ikke have været bevidstløs ret længe. Jeg laa — som nævnt — paa Ristværket over Fyrpladsen og saa ud, som om jeg var halet gennem en Skorsten. Der kom to Mand op fra Maskinrummet. De fandt mig og fik mig stablet paa Benene. I samme Øjeblik, jeg kom paa Benene, var jeg fuldstændig klar.
Nu stod hele Forskibet under Vand. Skibet gik fremad med ringe Fart, men det gik mod Dybet! Vi prøvede at faa Baaden sat ud. Der var ikke Panik af nogen Art. Enhver vidste, hvad han skulde gøre!
Jeg kunde paa Grund af mine Saar ikke vinde med, men kom tids nok til at se, at de andre løftede Baaden ud af Baadsklampen og at Gajen fra den forreste David stod fast. Af denne Grund kunde Baaden ikke svinges ud.
Jeg fik min Lommekniv, som heldigvis var i Behold, op af Lommen og skar Bændslet over. Baaden blev svunget ud, bemandet og firet væk.
Jeg naaede ikke at komme med i den. I Stedet for kastede jeg mig ud i Baadstaljen for at fire mig ned til dem, men de havde allerede Baaden fri af Taljerne og drev agterover. De raabte til mig fra Baaden, at jeg skulde give slip og lade mig falde i Vandet — men det turde jeg ikke. Jeg kunde ikke svømme.
(… fortsættes)