Hans Peter Hansen, Tønder, gjorde krigstjeneste ved RIR266 på vestfronten. Den 2. oktober 1918 blev han taget til fange. Via forskellige krigsfangelejre kom han til et hospital i Tours, hvor han var glad for at være.
En dag var det dog slut med arbejdet på dette hospital. Man sagde til Nis Schmidt og mig, at vi måtte være forberedt på at blive sendt til den danske lejr i Aurillac.
Krigen var jo forbi, og vi skulle jo sendes hjem. —-Jeg syntes så godt om at være her, at jeg næsten var ulykkelig over at skulle bort herfra. Den tanke slog ned i mig, om min ven, løjtnanten, ikke kunne hjælpe mig.
Vi drøftede sagen. Vi skrev en ansøgning og fik den underskrevet af både læger og sygeplejersker, hvorefter den gik til de højere myndigheder. Skrivelsen kom dog tilbage med afslag. Alle seks skulle bort. Vi forlod hospitalet og kom efter en længere rejse til den danske lejr i byen Aurillac.
Om de danske sønderjyders ophold i Aurillac-lejren – La Mense — har andre kammerater allerede berettet. Mit ophold her varede jo kun så kort. Jeg vil derfor fatte mig i korthed.
De første danske kammerater, jeg mødte her, var Fuglsang-Damgaard, Ørsted, Lorens Gram, Oksenvad, Peter Iversen, Ørsted, og flere. Jeg må sige, vi blev alle seks godt modtaget. De fire holstenere kom dog til en anden lejr.
Lejre og lejre er to ting. I lejre for tyske krigsfanger fik man de to bogstaver P. og G. syet på trøje og bukser. Bogstaverne var så store, at de kunne læses på lang afstand. Her i den danske lejr havde vi ikke noget, der hed P. G.er.
Lønnen, man tjente, blev udbetalt i francs. Ligesom den franske soldat fik vi også her hver tiende dag udleveret en pakke tobak. Vi havde også andre fordele. Vi kunne gå ud og købe tøj, vin og mange andre ting, vel at mærke når vi havde penge.
Der var altid nogle af fangerne hjemme i lejren. Men ellers holdt de fleste nok af at komme ud til bønderne på landet. Her var man næsten som hjemme. Man var mere fri, og man tjente penge. Når et sådant hold vendte hjem til depotet, vidste man af gammel erfaring, at der ville blive holdt et lille gilde …
De første dage i lejren gik hurtigt. Kammeraterne var rare, altid tjenstvillige og hjalp os nyankomne godt til rette. Men når først man var inde i reglementet, begyndte man at kede sig. Alt var så ensformigt, slet ikke spændende.
Jeg henvendte mig til Fuglsang-Damgaard og bad ham være mig behjælpelig med at komme ud på landet. Han lovede mig sin hjælp.