Hans Peter Hansen, Tønder, gjorde krigstjeneste ved RIR266 på vestfronten. Den 2. oktober 1918 blev han taget til fange. Han kom i en fangelejr med 1.400 andre tyske soldater – herunder én anden nordslesviger.
(… fortsat)
En dag kom Nis Schmidt hen til mig. Han var meget ulykkelig. Han fortalte, at en eller anden havde set sit snit til at stjæle hans ration af skibskiks.
Det var jo ikke så godt, for det betød, at der nu for en dag blev smalhans to steder.
Samme aften blev jeg kaldt frem. Vi var seks mand, der blev ført bort. Uden for lejren lå vagtmandskabets barakker og andre bygninger. Vi blev sat til at bære franskbrød ind i en bygning fra en stor vogn.
Under dette arbejde så jeg mit snit til at negle et af disse brød. Jeg gemte det under min trøje og slap også godt hjem med det.
Nis og jeg delte om aftenen brødet.
Efter nogle dages forløb kom en mand og kaldte på mig. Jeg blev ført ind til lejrens kommandant. Hos ham blev jeg nu atter forhørt.
Han mente, at man egentlig måtte vide, hvad landsmand jeg var. De havde jo alle mine breve og andre papirer, som man dengang havde frataget mig. Alt, hvad man havde fundet, var jo skrevet på dansk; tysker kunne jeg altså ikke være.
Igen blev der spurgt, om jeg var fra Nordslesvig, og om vi talte dansk hjemme. Med god samvittighed kunne jeg bekræfte spørgsmålene.
Så var det korte forhør forbi. Jeg blev ført ud, men ikke tilbage til lejren. Vagtmanden førte mig over i et telt, hvor der allerede boede fem mand, der alle var hjemmehørende i Elsass.
Den ene af dem talte flydende fransk. I det nye opholdssted skete der straks en stor forandring. Kosten blev meget bedre, og der var i det hele taget friere forhold. Havde vagtmandskabet lidt rigeligt med mad, kom det altid os til gode.
(… fortsættes)