Georg Hansen, Broager, forsøgte på mange forskellige måder at undgå at komme til fronten. I efteråret 1915 meldte han sig syg med dårligt hjerte og kom på lazaret. En festlig aften i byen i Flensborg afslørede dog, at han ikke fejlede det mindste, og han fik besked om at tage tilbage til sit regiment.

(… fortsat)

Vi blev skældt ud efter alle Kunstens Regler, og endnu mere den næste Dag. Jeg fik Ordre til at rejse tilbage til Fronten, saa snart Orloven var forbi. Det var jo ikke efter min Beregning …

Den sidste Dag mødte en Underkorporal op. Han meddelte mig, at han skulde føre mig til Toget. Jeg sagde, at det kunde han ikke nu, for jeg havde Besøg af min Kone.

Han gik saa med til, at jeg skulde møde ved Toget Klokken syv, og det lovede jeg ham.

Nu var gode Raad dyre. Jeg mødte ogsaa, og med Toget skulde jeg. Der var ikke andet at gøre. Jeg havde kun een Udvej. Jeg kunde prøve at rejse til Magdeburg. Vort Regiment hørte nemlig til i denne By.

Det gik ogsaa godt til Wittenberge, men her skulde min  Orlovsseddel revideres. Jeg sad, som om jeg var faldet i Søvn, men maatte jo alligevel frem med den.

»Menneske«, sagde Kontrolløren, »du er paa gale Veje, du skal jo  rejse over Köln og Sedan!« — Jeg trøstede ham med, at jeg først skulde til Magdeburg og melde mig. — »Ja, for mig gerne«, sagde han og gik.

Jeg kom til Magdeburg. Der spurgte jeg Vagten om Vej til Reserveregiment 66. Der laa nu ogsaa et aktivt Regiment 66 i Byen. I Stedet for at gaa til venstre, gik jeg til højre. Jeg opdagede snart, at det var forkert, men jeg tænkte, at jeg jo godt kunde fortsætte ad den Vej.

Jeg havde kun min Soldaterbog, og den lød paa Reserveregiment 66, men »Reserve« var næsten helt udvisket. Resten fjernede jeg selv.

Jeg gik ind paa Skrivestuen og meldte mig. Naar man bliver udskrevet fra et Lazaret og skal rejse en længere Strækning, faar man altid Rejsediæter udbetalt.
— Dem kunne jeg ikke tilkomme. Jeg vidste heller ikke, hvor meget der kunde forlanges. — Underofficeren spurgte, hvor meget jeg sidst havde faaet udbetalt.
– Jeg sagde: »To Mark«

»Det passer ikke, saa meget kan du ikke tilkomme«, sagde han. — Jeg holdt dog fast ved de to Mark. -— »Saa skriver jeg, at du har rejst siden i Forgaars, saa passer det«, sagde han. — Jeg fik derefter en Stue anvist.

(fortsættes …)

DSK-årbøger 1960