Andreas Esbensen gjorde krigstjeneste på Vestfronten i Første Verdenskrig. I juli 1918 besluttede han og fire kammerater at desertere.
I første omgang havde vi til hensigt at nå til Berlin. En af kammeraterne var nemlig berliner. Han hed Schultz. Han havde haft arbejde på et bataljonskontor og havde her forsynet sig med orlovsblanketter.
Vi klarede os let ved togkontrollen ved grænsen og nåede uhindret til Berlin.
Så kunne vi heller ikke komme længere. Vi havde ikke flere papirer, og vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre.
Vi gik i otte dage på gaderne i Berlin og blev mere og mere nervøse.
Så en dag traf Schultz en kammerat, han kendte fra bataljonskontoret. Han sad på kontoret endnu, og ham fik han til at skaffe de nødvendige papirer.
Vi blev enige om, at det var en dårlig idé at prøve at komme til Svejts. Jeg foreslog, iat vi skulle prøve Danmark, og sagde, at hvis bare vi kunne nå Sønderborg, skulle jeg nok klare resten.