Fr. Muller, Højer, gjorde krigstjeneste på Vestfronten, oprindeligt ved 4. kmp. i Jägerbataillon 33. I efteråret 1916 kom han til Infanteriregiment 362, der blev indsat på Somme-fronten.
Vor bataljon, nu infanteri-regiment 362, havde nærmest til opgave at holde og forsvare det terræn, der var vundet.
Vi rykkede ud til fronten fra byen Bapaume. I denne by efterlod vi vore tornystre, og kun forsynet med stormbagage gik det fremad.
Den sidste nat tilbragte vi i en teltlejr. Vi marcherede i retning af den sønderskudte landsby Le Saves. Der var vel fire kilometer ud til anden linie. Da vi nærmede os skyttegraven, marcherede kompagniet frem ad forskellige veje og i grupper på otte mand.
Granaterne slog ned rundt omkring, og én suste bogstavelig talt ned imellem os, dog uden at nogen blev ramt. Det var et helt under.
Da vi havde besat anden linie, blev otte grupper sendt frem over åben mark for at besætte den forreste skyttegrav.
Resten, hvortil jeg hørte, forblev i anden linie. Man skal nu ikke tro, at anden linie var et roligt sted, og at det var mere sikkert her, for hvad der var sket her, før vi ankom, og hvad der skete, mens vi var der, var frygteligt.
Rundt omkring lå der faldne soldater. De sår, de havde fået, var grusomme. Granaterne var endda gået gennem dækningerne og havde dræbt, såret eller begravet alle, der havde søgt læ her. Sanitetsfolkene havde slet ikke magtet at komme alle de sårede til hjælp, og man havde ikke haft lejlighed til at skaffe de døde bort eller få dem begravet. Det var et frygteligt syn, der mødte os her.
Jeg blev sammen med en kammerat, som hed Gøtsche, sendt helt ud på venstre fløj for at holde udkig i denne del af vor stilling. Mens vi spejdede fremad, ud over ingenmandsland, kom en kammerat hen til os. Han var vel på vej tilbage.
I det samme blev han ramt af en granatsplint, der gik lige igennem hans venstre patrontaske. Vi så et kort glimt, så eksploderede patronerne, og han faldt om, dødeligt ramt.
Gøtsche sprang hen til ham og sagde: »Skal jeg ikke hente en sanitetssoldat?«
Han svarede: »Lad kun være, for jeg er færdig«. I det samme sank han sammen og var død.
Gøtsche forsvandt. Jeg tror, han blev fuldstændig chokeret. Jeg så ham ikke mere . . .
(fortsættes …)