H. Lausten-Thomsen fra Skæbæk var læge ved Reserve-Infanterie-Regiment Nr. 86, som i slutningen af september blev indsat i kampene ved Loretto.

I et helt aar havde det i Flensborg hjemmehørende regiment ”Reserve 86” ligget i og ved den store landsby Lassigny i Picardiet. Den bataillon, hvis læge jeg var, laa i hvile i Cuy, en lille bondeby 7-8 km længere tillbage eller rettere sagt i parken og skoven, der hørte til Slottet ”Les Essarts”; for der var blevet for farligt inde i landsbyen i sommerens løb. Franskmændene skød ind i den: den 6. juni skød de et hus i brand, og Flensborgeren Hans Petersdotter blev i luerne. Fra den dag af var det stadigt blevet utryggere inde i Cuy, soldaterne havde bygget sig huse og hytter inde i skoven, og der var dejligt derinde, naar vi var komne nogle dage ud af ildlinjen.

Bladene skiftede allerede farve, skoven var klædt i efteraarsdragt, det var den 26. septbr. 1915. Om Eftermiddagen havde jeg staaet oppe på højderne ved Porquéricourt, set ud over Noyons taarne, over de blaanende skove ved Carlepont, over hele det dejlige landskab ind imod Isle de France, hvor Paris maatte ligge, kun 100 km. borte.

Det var hen ad midnat, vi sad inde i et af skovhusene, da døren gik op, og J.N. Brag af Undelev raabte det ene ord: ”Alarm!”

I huj og hast blev det nødvendigste pakket sammen, og i regn og slud gik marchen ind til Noyon, hvor vi blev i 3 dage, 3 underlige utrygge dage. Vi var korpsreserve og vidste ikke, hvor det gik hen; men rygtet gik, at vi skulle sendes op til Lorettobjerget, hvor kampen netop stod haardest. Vejret var blevet smukt, vi søgte paa alle Maader at nyde disse dage før kampen. Byen var endnu ret uskadt, domkirken stod støt og bred med sine mægtige taarne, sine kulørte Vinduer og kølige kirkerum, og det gamle bibliotek støttede sig op til den, raadhusets renæssancefacade hævede sig op over torvet; rønnene lyste med røde Klaser over boulevarderne, artiskokkerne stod rede til at plukkes i haverne, og æbler og pærer hang modne paa træerne. Det var en fryd at se paa, og mange af os nød glæden dobbelt med den uvisse trus[s]el om de nærmeste dage skyggende ind over den. Jeg mindes samtaler med min snakkesaglige vært i ”Hotel des Ventes”, med en gammel Kone Chartlotte Garron, hvis malerisamling, jeg var henne at se, som det var noget af det bedste, jeg har oplevet. (fortsættes)

(Sprogforeningens Almanak for 1920, s. 44-45)