10. april 1916. På rekreation i Bad Nauheim

Senest ændret den 4. december 2020 9:24

H.C. Brodersen fra Nordborg gjorde det første krigsår med i Füsilierregiment 86. Efter rekonvalescens kom han i efteråret 1915 retur til Vestfronten i Leib-Kompagni Nr. 118. I februar 1916 blev han såret igen.

Bad Nauheim, den 10. April 1916.
Med en Transport paa omkring 100 Mand er jeg kommet hertil. Mine Saar var heldigvis ikke farlige og var snart lægte.

Vi kom først til Sedan, men da Lazarettet her skulde rømmes, opnaaede vi det heldige at komme med til Tyskland.

Jeg havde paadraget mig et betydeligt Nervechock og nogle ret alvorlige Hudafskrabninger. I Hotel „Wiener Hof” har vi et dejligt Kvarter, og Lazaretbehandlingen er behagelig, idet den gaar ud paa, at vi daglig faar Kulsyrebade.

 Til Trods for, at vi ikke har andet at bestille end om Morgenen at gaa til Badeanstalten og vente paa, at det bliver vores Tur til at gaa i Bad, har vi ikke Tid til at vente paa det. Vi sørger for at faa vort Badekort klippet og „fordufter” derefter lige saa stille igen.

Kun faa Steder er saa velegnet til Rekreationssted som Bad Nauheim, og vi foretager derfor lange Spadsereture i den herlige Omegn, i Taunusskoven og i den herlige Park. De paa Nerver og Lunger forkvaklede Stakler finder her i disse vidunderlige Naturomgivelser en velgørende og haardt tiltrængt Ro og Lægedom.

I Morgen skal jeg afsted herfra. Jeg har faaet 14 Dages Orlov, og for første Gang skal jeg se min lille Pige, der nu er et halvt Aar gammel.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *