Peter Clausen, Lundsgårdsmark, gennemgik i 1915 fem månedes rekrutuddannelse i Aabenraa under kommando af den særprægede major Knudsgaard fra “von Barsmark”
Vi blev 150 mand, næsten alle dansktalende, tildelt 1. kompagni, 2. Ersatzbataillon nr. 86, som lå i Aabenraa. Ankommen hertil, og det var sidst på eftermiddagen, fik vi først middagsmad — gule ærter med flæsk — derefter inddeltes vi i korporalskaber og ført i kvarter i »Stadttheater«.
Femte korporalskab, som jeg tilhørte, fik kvarter oppe på scenen. Det er vist eneste gang, at et så stort antal nordslesvigere har været samlet i garnison herhjemme, for ellers sendtes vi længere bort og mest sydpå.
Vor kompagnifører var den hjemmetyske gårdejer Knudsgaard fra Barsmark. Han havde været med i krigen 1870 og var nu avanceret til major. Hans »tysk« var ikke til at prale af, dog er vist mange af de historier, der fortælles om ham, overdrevne.
Lederen af 1. korporalskab var mejeribestyrer Henningsen fra Rødekro, men min korporalskabsfører var friser; han talte tysk og frisisk og kunne forstå lidt dansk. — Jeg traf ham senere — efter krigen — som tækkemand, og da var han medlem af det danske mindretal i Sydslesvig. Begge hans gefrejtere var danske, én fra Broagerland og én fra Als. Alle vi 25 mand i korporalskabet talte dansk. Vor kompagnifeltwebel var tysker og havde 12 års soldatertjenestetid som aktiv bag sig, han hed Gosch. Han var vistnok den, der kendte reglementet bedst i hele garnisonen.
I begyndelsen kunne vi ikke rigtig lide ham, da vi syntes, at han ville chikanere os, hvad der dog viste sig ikke at være tilfældet, nej, men han ville bare have orden i sagerne.
I grunden havde vi det godt i Aabenraa. Men jeg skal villigt indrømme, at den første uge var hård for mig. Ikke selve tjenesten, men jeg syntes, at det hele var så meningsløst. Op klokken halv fem for at blive færdig til klokken seks, derefter stå på Storetorv og vente til halv syv på løjtnanten. Eller også stå i timevis på kammeret, hvor vi skulle have tøj og udrustning, eller stå og vente på lægen, altid stå og vente — bare vente og vente. Det var for mig også en alt for stor omvæltning at komme fra pladsen som forkarl på »Grønvang«, hvor jeg havde været optaget af arbejde fra tidlig morgen til fyraften — og så til dette driverliv her.
Jeg vidste, at jeg blev savnet. Ejeren var blevet indkaldt i marts, og jeg havde måttet klare hele forårsarbejdet.
Omgangstonen hjemme på »Grønvang« og i ungdomsforeningen og i frimenigheden, alt det var så ganske anderledes, og også den omstilling havde jeg svært ved at tage. Jeg kom dog ret hurtig over krisen, og jeg husker det tydeligt endnu, hvordan det gik til. Det var en aften lige efter spisetid en uges tid efter indkaldelsen, at jeg lå oppe på min stråsæk på scenen og var dygtig ked af det hele. Så kommer Gosch farende ind i salen i fuld krigsmaling, med pikkelhue på hovedet og raslende med sin lange sabel.
Han kalder én af mine sidekammerater ned til sig og spørger ham, om det var hans. Denne havde skrevet hjem til sine forældre på Kegnæs på åbent brevkort og på dansk og afleveret kortet på skrivestuen, hvad vi havde fået påbud om.
Jeg tror aldrig, at jeg har hørt en mand blive sådan skældt ud, som Gosch skældte min kammerat ud. Men Kristian Fogd tog det roligt. Han samlede sit kort op, det Gosch havde smidt på gulvet, og bar det senere i postkassen på Storetorv. Det er for resten den eneste gang, jeg har set Gosch optræde så ubehersket og provokerende. Han ville vist gøre os bange, men jeg tror nok, at han opnåede det modsatte.
Gosch var heller ingen danskerhader. Jeg husker en eftermiddag, da han havde eksercits med os. Det gik ret godt med undtagelse af én, som ikke kunne hitte ud af højre og venstre, og lige meget, om Gosch skældte ud eller forklarede ham det, lige meget hjalp det. Til sidst rystede han opgivende på hovedet og sagde som til sig selv, at det var dog mærkeligt, thi nordslesvigsk landboungdom var dog ellers ikke så tosset, hvad vi opfattede som en anerkendelse.
Episoden i salen den aften fik afgørende betydning for mig. Da Christian blev skældt ud, og feltvebelen skabte sig så ganske umanerligt for sådan en bagatel, og kortet til hans forældre hånligt blev smidt på gulvet, gav det lige som et klik inde i hovedet på mig, og jeg sagde til mig selv, at når vi skulle behandles på denne måde, så nyttede det ikke noget at blive ved med at ærgre sig over det, og da jeg hverken er ude efter at blive forfremmet eller få Jernkorset, så er der ikke andet at gøre end at lade den slags gå ind ad det ene øre og ud af det andet og i øvrigt passe på, hverken på den ene eller anden måde at gøre sig bemærket. Denne beslutning hjalp mig over krisen, og nu vænnede jeg mig hurtigt til at tage livet, sådan som det formede sig og uden at ærgre mig.
DSK-årbøger 1968