Mathias Petersen fra Tykskov ved Visby blev sendt til Elsass i februar 1916.

En Dag meldte jeg mig syg. Vi havde i Infirmeriet en Dr. Jensen fra Flensborg. Da han hørte, at jeg hed Petersen, spurgte han paa dansk, om jeg kendte Dr. Hamdorf fra Løgumkloster. »Jo«, sagde jeg »det er netop vor Læge«.

— Dr. Jensen vilde dog ikke anerkende min Sygdom. Jeg blev Natten over paa Sygestuen. Det var nærmest en Stald. Der kom nu to Mand ind til os. Den ene var fra min Gruppe, den anden var fra et andet Kompagni. De havde været inde i Kantinen og havde faaet rigeligt at drikke. Den ene gik dog igen, hvorimod den anden lagde sig paa en Madras ved Siden af mig.

Han laa og sang om Soldaten og Marmeladen. Efterhaanden havde han vendt Benene op mod mit Hoved. Han var nær ved at sparke mig i Hovedet. Jeg fik tændt Lys og gloede paa Fyren. Han blev gal i Hovedet, sparkede efter mig og skældte ud; men kort efter gik han sin Vej, og vi var ikke sene til at lukke Døren . . .

Faa Dage efter, da jeg gik og passede mit Arbejde, kom Løjtnanten forbi. Jeg gik hen til ham og meldte, at jeg var kommet tilbage igen. »Naa, er De rask«, sagde han. — »Nej, Hr. Løjtnant«, svarede jeg, »det er min gamle Sygdom«. — »Naa«, sagde han, »saa maa De jo skaane Dem«. — Det vidste jeg nu nok selv.

Vi laa engang i Bo i Kolmar og skulde afluses og have et Bad. Klæderne kom ind i en Dampkedel. Paa et Skilt stod der skrevet: »Helvedet, hvor Lusene steges, er for Soldaterne en Himmel«.

— I Badeanstalten kunde jeg nær være druknet; men den lange Hans J. Askov fra Grønnebæk hjalp mig op.

Vi laa engang ! Ro i Vettelsheim. Feldwebelen bekendtgjorde, at ingen i Morgen maatte melde sig syg. Der skulde komme et højere Væsen ud paa Flyvepladsen i Kolmar, og saa var det Meningen, at vi skulle vise stram Eksercits. — Jeg besluttede mig til ikke at være med og gik hen til min Korporal. »I Morgen melder jeg mig syg«, sagde jeg.

Han svarede: »Aah, gaa lige hen til Feldwebelen «. Jeg gik hen til ham. — »I Morgen melder jeg mig syg«, sagde jeg. — »Ved De, hvad De kan? De kan melde Dem død«, svarede han. — Næste Dag gik jeg ind paa Infirmeriet. »Jeg har Smerter i Ryggen, og skal have den smurt med Kamfer«, sagde jeg. Saa var den Tjeneste til Ende . . .

DSK-årbøger 1958