Jakob Moos fra Holm gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31, der i juli 1916 blev indsat ved Somme. Efter flere dage i forreste linje meldte han sig syg og kom med et lazarettog til Tyskland.
Også i toget fik vi en vældig god og rigelig forplejning. På tredie dagen passerede vi Leipzig, og stadig gik det østpå. Ud på eftermiddagen standsede vi ved en station i en stor troppelejr. Her fandtes en mængde barakker, der var omdannet til lazaret.
Troppelejren var en øvelsesplads, Zeithain, i Sachsen. Lazarettet kunne rumme seks tusinde patienter.
Vi blev nu fordelt på barakkerne, fjorten mand på hver stue. Det var helt løjerligt at få støvlerne og klæderne af og komme i en ren seng. Det havde vi rent ud sagt ikke været i årevis. Den sidste tids og de sidste dages begivenheder bevirkede dog, at vi ikke kunne falde i søvn. Vi lå og drøftede alle de voldsomme oplevelser, vi havde haft.
Først hen på morgenstunden fik søvnen tag i os, og vi sov nogle få timer.
Og så begyndte lazaretlivet. Vi troede, at det ville blive behageligt, men tak skæbne! Det blev så ubehageligt, som noget kunne være. Man kørte os i meget stramme tøjler, på ægte prøjsisk manér. Forplejningen var under al kritik. Vi gennemgik ligefrem en sultekur. Om morgenen et lille stykke brød, til middag to kartofler, en saltet sild eller en bid kød på størrelse med en valnød, til aften en suppe så tynd, at vi i reglen drak den af spiseskålen.
Jeg har aldrig været så sulten, som på lazarettet i Zeithain. Vi tænkte kun på mad, mad og atter mad. Nøden tvang os til at købe mad på egen hånd, og den var dyr. Alt dette gjorde man på beregning. Man ville gøre os kede af opholdet. Det gjaldt om at få os ud til fronten igen så hurtigt som muligt. Efter fire ugers forløb havde vi fået nok af Zeithain, og vi bad lægen om at udskrive os. Det var der ikke noget i vejen for, og glade var vi den morgen, da vi vendte Zeithain ryggen og steg ind i toget.
Vi blev allesammen sendt til vor forstærkningsbataillon, for mit vedkommende til Heide i Holsten. Da jeg ankom hertil, opsøgte jeg allerførst køkkenet for at få noget at spise. Jeg havde en glubende appetit. Da den værste sult var stillet, meldte jeg mig på bataillonens skrivestue og blev tildelt et kompagni for rekonvalescenter.
Nu skulle der også være udsigt til at komme hjem på orlov, og da det var midt i høsttiden, indså stabslægen, som var en fornuftig mand, at det ville være gavnligt for mig at komme hjem og hjælpe til, og jeg fik orlov i hele seks uger. Det siger sig selv, at jeg var ellevild af glæde, da jeg satte mig i toget og kørte nordpå.