Jakob Moos fra Holm gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31, der i juli 1916 kom til Somme-fronten.
(… fortsat)
Vi hørte ustandseligt den heftige kanontorden, og vi vidste, at vi skulde frem i den. Vi ventede kun på ordren til fremrykning.
Ventetiden er det værste af det hele. Når først man er fremme, midt i det hele, går det altid lettere. Forplejningen bød på det allerbedste.
To gange om dagen fik vi en varm ret, godt med kød. Det var ellers noget, der var sparsomt tildelt. Om eftermiddagen den tredie dag blev der ved parolen oplyst, at vi skulle være beredt til at rykke frem om aftenen klokken ti. Vi så tavse på hinanden, men så fik vi travlt med at skrive hjem, og for mange blev det det sidste brev. Endnu en gang serveredes god mad, lige så meget vi kunne få ned; der uddeltes tobak, cigarer, ja endogså vin. Officererne var ligefrem helt venlige og kammeratlige imod os.
Da klokken var ti, var det bælgmørkt, og kompagniet tiltrådte marchen fremad. Uden for byen, hvor vi havde frit udsyn, mødte vi et storslået syn. Hele horisonten var et eneste flammehav. Slaget var i fuld gang, og luften var fyldt med et vanvittigt spektakel.
Efter en times march gjorde vi holdt ved landsbyen Ligny. Kaptajnen formanede os til at holde sammen, ikke at blive nervøse, for når vi nu var ude på den anden side af landsbyen, var vi i kamplinien. Han ville især henlede vor opmærksomhed på en korsvej, som vi skulle passere. Dette skulle ske i hurtigt løb.
Så gik det videre. Kaptajnen var i spidsen. Ti minutter senere fik vi den første granat. Den gik ned lidt til højre for os, men i vort kompagni kom ingen til skade.
Kort efter nåede vi korsvejen. Som ved et trylleord satte vi alle i stærkt løb. Vi rendte, som om vi var gale, og vi kom alle uskadte over det farlige sted. Foran os lå et gammelt munkekloster, Aucur de la Boye. Der hørte en stor herregård til klosteret, men både det og gården var skudt sønder og sammen. Vi søgte ly og læ bag klosterets murværk og ventede på nærmere ordre.
Den kom ret hurtigt. Kompagniets tre delinger skiltes og gik hver for sig frem, tværs over markerne. Her nåede vi en chaussé. Vi gik i gåsegang ned ad den.
Det blev en forfærdelig vandring. Jeg mindes ikke, at jeg nogensinde i mit liv har været med til noget lignende. Granaterne eksploderede rundt omkring os, shrapnels over vore hoveder, geværkugler piftede og hvinede om ørerne på os. Fra alle sider lød skrig og jammer. Rækken blev tyndere og tyndere; men frem gik det.
Rundt omkring os var det mørk nat. Vi passerede en landsby og kom ned i en hulvej, som førte op til en anden landsby, der lå oppe på en bakketop. Landsbyen lå under et frygteligt artilleribombardement fra fjendens side.
Langs med hulvejen stod flere tyske batterier, der fyrede løs alt det, de kunne. I hulvejen lå også på den ene side en lang række mennesker, tæt sammenpakket. Man kunne ikke se, om de var levende eller om de var døde, og for at få vished om sagen bøjede jeg mig ned og tog fat i benene på en af dem. Men i samme øjeblik råbte lian arrigt: »Hvad vil du?« Jeg fik travlt med at komme videre.
Vi nåede hen til et sted, hvor vejen førte under en jernbanebro. Her var der lidt dækning. Kaptajnen kaldte korporalerne hen til sig for at instruere dem. Jeg fik ordre til — selv om jeg ikke var korporal — at løbe frem med mit mandskab til et træ, som stod ca. hundrede meter foran os på en mark. Det var ret utydeligt at øjne det. Derefter skulle vi svinge til venstre og fortsætte vort løb, indtil vi nåede en grøft. Den skulle vi besætte.
Vi sprang frem fra granathul til granathul. Af og til snublede vi over en falden soldat, men da vi nåede grøften, var vi kun tre mand tilbage af vor gruppe.
Lidt efter lidt samledes resterne af kompagniet, og der ankom også enkelte, der var blevet borte i mørket. Vi lå her i anden linie, men fuldstændig uden dækning.
Vi lå oppe på en bakke, og første linie lå fem hundrede meter længere fremme på marken. De lå hele tiden under et skrækkeligt bombardement. Jord, træer, sten fløj hushøjt i vejret.
Vor linie blev ikke ramt. Granaterne gik hen over vore hoveder og ind i landsbyen bag os. Der var der ikke et menneske.
(… fortsættes)