Peter Wolter fra Varnæs gjorde krigstjeneste ved garnisonen i Saarlouis, hvor han førte tilsyn.
Først i Novbr. 1918 kom der Ordre om, at alle vaabenføre Mænd, uden Undtagelse, skulde til Fronten.
Chefen fik udvirket, at min gode Ven, Vagtmester Stein og jeg skulde forflyttes til en Artilleriafdeling i Metz.
Den 9. Novbr. var vi klar til Afgang. Vi mødte paa Kontoret for at modtage de nødvendige Papirer og for at tage Afsked med vor Chef. Vi fortalte ham, at der var Revolution, og at vi ikke vilde rejse til Metz. Omgaaende greb han Telefonen og aflagde Beretning til Generalkommandoen.
Svaret var kort og lød: Lavinen ruller!
Den gamle Chef, som sikkert var klar over Situationen, græd, og vi fik Lov til at gaa og samtidig Lov til at blive ved vor Afdeling. Nu var vi klar over, at Krigens Gru var forbi. Endnu saa sent som den 8. Novbr. var der en højtstaaende Officer, som brugte den gamle kendte Frase: »Vi maa sejre, vi vil sejre, og vi kan sejre!« Jeg kan daarligt tro, at denne Herre var saa daarligt underrettet om den foreliggende Situation.
Om Middagen den 9. Novbr. blev alle tjenestefri. Snart mødte en lille Afdeling Marinesoldater og forkyndte Krigens Afslutning. Hilsepligten var nu forbi, Militærmagten brudt, Soldaterraad blev dannet og overtog med andre revolutionære Magten. En Del Officerer, som ikke var med paa den, fik ofte en lidt brutal Behandling.
Saarlouis skulde nu rømmes, og jeg fik betroet den Opgave at sørge for at faa vore Forsyninger med. Det var en vanskelig Opgave med de meget begrænsede Befordringsmidler, der stod til Raadighed.
Paa min Gennemgang af Lokalerne fandt jeg (indlaaset) 1000 kg Byggryn. Dem havde vi i Grunden ingen Brug for, da vi daglig modtog vore Rationer. Men hvad saa? Jeg tog saa en rask Beslutning og fordelte Partiet mellem Befalingsmandskonerne, som maatte blive tilbage, da vi jo maatte flygte. Alle fik en Part, svarende til Antallet af Familiemedlemmer.
Alle, undtagen en Vagtmesters Frue, var godt tilfreds med denne Fordeling. »Ja, havde min Mand været klar over dette her, havde vi brugt Grynene som Grisefoder.«
Jeg bad hende om at gøre sig fortrolig med, at det nu gik helt anderledes, end hun ønskede det.
Fransk Militær skulde om en kort Stund holde sit Indtog i Saarlouis, og nu gjaldt det om at tage raske Beslutninger og gennemføre dem. Der var saa meget at ordne.
Da min Kone og jeg blev enige om at fraflytte vor nye Lejlighed, søgte jeg og fandt en mindre Lejlighed hos en Tjenestemand. I Huj og Hast fik vi pakket og flyttet. At vi blev haanet og overdænget med mindre pæne Ord, var vi indstillet paa, men vi var ogsaa klar over, at det vilde blive mest ubehageligt for dem, som blev i deres Lejlighed ved Kasernen.
Franskmændene kom med alt det, den tyske Befolkning havde savnet i mange Aar. Villige til at dele Livets Goder med dem, som ensomt sad tilbage i deres Lejligheder, var de franske Soldater nu ikke. Resultatet blev, at der i Løbet af ganske kort Tid udviklede sig et intimt Forhold mellem de franske Soldater og de tilbageblevne tyske Koner.
Da dette kom den franske Kommandant for Øre, udgav han en Forordning, der paabød de ca. 120 Befalingsmandsfamilier inden 24 Timer at fraflytte deres Tjenestebolig. Det var ramme Alvor. Hvorhen nu? Det var ikke let. Indboet, tilhørende de mange Familier, blev samlet og stuvet ind i Lo og Lade. MangeFamilier maatte ofte under triste Forhold dele et enkelt Værelse. For manges
Vedkommende fik den ventede Eventyrtilværelse en brat Afslutning. Først efter et langt Ophold i det besatte Omraade blev der Mulighed for at drage bort, efterladende alt Indboet eller dog det meste af det. Vi fik Lov til at tage 20 kg Indbo med derfra.
Mange Aar er gaaet siden dengang, men mange triste Minder lever dog endnu; men godt er det, at vi kom hjem.