Peter Skøtt fra Flensborg blev efter rekonvalescens uddannet i Aabenraa hos den særprægede Knudsgaard “von Barsmark”.

Det var under den første Verdenskrig. Sommer 1915. Jeg var dengang sammen med syv Lidelsesfæller fra Rekonvalescent-Kompagniet i Haderslev havnet i en Uddannelsesbataillon i Aabenraa og havde her den nok saa bekendte Major Knudsgaard til Kompagnichef.

Majorens Tysk var det kun saa som saa med, men ondt kunde Manden da gøre. — Maaske var Fejlen min, men udstaa hinanden kunde vi to ikke. I Aabenraa havde vi faaet anvist Massekvarter i Hotel „Stadt Hamburg”. Vi skulde nu til at være rigtige Soldater igen — med Stramhed og Disciplin.

Paa vor første Marchtur naaede vi ud til Hjordkær. Lidt udenfor Byen faldt otte Mand fra — vi gjorde „slap”. Naa, ja, der var jo ikke andet at gøre; vi fik Lov at tage hjem med Toget.

Paa Skrivestuen fik vi ordentlig Teksten læst af vor „Spiess”, og han dikterede paa staaende Fod to Timers ekstra Eksercits med fuld Oppakning. — „Op—ned!” næsten hurtigere end vi kunde følge. Det var rigtignok en værre Omgang, og hvor var vi elendige og trætte efter disse Strabadser.

Den næste Dag blev vi af Majoren dømt til at være k. v. [“krigsduelige”, RR] igen. Vi holdt den dog gaaende nogle Maaneder endnu i Aabenraa.

Jeg var paa det Tidspunkt gift og havde min Kone boende i Alnor ved Graasten. Hun kom omtrent hver Lørdag til Aabenraa og blev saa Søndagen over. For at dette kunde lade sig gøre, havde jeg lejet et Værelse i Hotellet. Her kunde jeg være sammen med hende. Min Underofficer var en flink Mand og saa gennem Fingrene med dette.

En Tid gik det ogsaa godt, men en Aften, da den vagthavende Officer gjorde sin Runde, opdagede han, at der manglede en Mand i Salen, og det var den „verdammte Skøtt”. Der gik hastigt Bud op til mig; maatte ned i en Fart, og der stod jeg.

— Hvor har De været? brølede Officeren og saa bister ud.
Paa W. C., løj jeg. — Det gjaldt jo om at klare den i en snæver Vending …
— Det er Løgn! skreg Løjtnanten og pegede ned paa min ubenyttede Straasæk, der røbede, at den ikke havde været benyttet endnu. Den  gik altsaa ikke, og jeg nød den Ære at blive noteret.

Den næste Dag var det Søndag. Som sædvanlig mødte vi frem til Appel i Søndagsuniformen. Min Kone var nysgerrig og fulgte derfor med hen paa Alarmpladsen for at se, hvordan det vilde gaa mig. Ganske rigtigt! Det første, der skete efter Opstillingen, var, at Feldwebelen kaldte mig og en anden Mand frem foran Fronten og dikterede tre Dages Arrest, fordi jeg om Aftenen ikke havde været i mit Kvarter. Min Kammerat, der var Underkorporal, fik tre Dages mørk Arrest. Jeg fandt, at dette var urimeligt og tog derfor til Genmæle.

— Hr. Feldwebel, De maa undskylde, men jeg var absolut
ikke ude af Kvarteret. Men det kan nok være, at Feldwebelen tog det unaadigt op. Han blev arrig og kaldte paa den Underofficer, der
havde Vagten.
— Før ham straks i Kachotten, — men i Dagligtøj, skreg han.
Jeg bad om at faa Lov til at vente til den næste Dag; min Kone var jo her, men det kunde absolut ikke tillades, mente han. Ja, men paa Torsdag rejser vi ud til Fronten, vovede jeg at sige.
— Lige meget, men De kan faa Lov at tale med Deres Kone her, men gør det kort og saa — færdig!
Jeg forklarede min Kone, at hun straks skulde gaa hen og sende et Telegram, til Generalkommandoen i Altona. Det lovede hun, og saa vandrede jeg af Sted til Kachotten.
Dette med Telegrammet til Generalkommandoen maa ikke rigtigt have passet ind i den gode Feldwebels Kram, for efter en telefonisk Konference, som han bagefter havde med sin Foresat, Major  Knudsgaard i Barsmark, fik min Kone Besked om, at jeg maatte slippe ud igen, og det straks. Han selv, Feldwebelen altsaa, vilde selv gaa om og faa mig ud af Kachotten. Min Kone fulgte med, for man vidste jo aldrig, om man kunde stole paa den gode Feldwebels Ord.

Den første, der slap ud, var Underkorporalen, dog først efter at han havde faaet skældt Huden fuld, fordi denne glemte at melde hvorfor han sad der. Jeg skyndte mig at sige: „… fordi jeg om Aftenen ikke skal have været i vort Kvarter”.
Feldwebelen ønskede dog ingen Diskussion, men lod mig løbe.

Ja, saadan endte mit første og eneste Arrestophold. Alle Kammeraterne havde for Søndag Nat faaet bevilget Orlov. — Den følgende Torsdag gik Rejsen videre til Rostock.

Klokken var fem, da jeg betraadte Kompagnikontoret og hilste. — „Fyseler Skøtt beder om Tilladelse til at sove hjemme hos Konen denne sidste Nat”. — Jeg fik Orloven bevilget og det endda til den næste Dags Middag — og det oven i Købet skriftligt.

Naa-da-da, hvor man lo paa Kontoret!

NB. Senere, under den sidste Verdenskrig, traf jeg igen sammen med den gode Feldwebel. Kejser-Wilhelm-Skægget var borte, men jeg genkendte ham. Jeg stod under ham i et Straffekompagni. Jeg kunde ikke lade være med at tale mit danske Modersmaal, naar Lejlighed dertil bød sig. Jeg tror, efter hvad han selv sagde, at han kunde tale Dansk, men mig har han nu aldrig kunnet lide.

DSK-årbøger, 1955