18. oktober 1915. Ved Lorettohøjden: “Nu lå løbegraven fuld af døde.”

Jakob Moos, Holm, gjorde krigstjeneste ved Reseve-infanteriregiment 31, 1. kompagni. I oktober 1915 deltog han i de voldsomme kampe ved Lorettohøjden i Artois.

Det blev en lang ventetid, men endelig kom da fjerde kompagni, som var blevet udpeget til at overtage stillingen. Kompagniets fører, en kaptajn, var en sær fyr. Han forlangte af os, at vi skulle tage alle vore døde med tilbage.

Det var et meget vanskeligt arbejde, ja selv ved højlys dag ville det have været meget besværligt. To og to bar vi de døde gennem løbegraven, der bugtede og snoede sig omkring ved en kilometer ud i bagterrænet lige til landsbyen Angres-Croix. Udmattede og trætte, som vi var, formåede ingen at bære de døde; vi ligefrem slæbte dem tilbage.

Da vi var nået et stykke frem gennem graven, mødte vi vor kaptajn. Så snart han opdagede, at vi var fra hans kompagni, gav han ordre til at lade de døde ligge. „Vi har ydet tilstrækkeligt,” sagde han. Naturligvis fulgte vi straks ordren, men galt var det jo, for nu lå løbegraven fyldt med døde, og igennem den foregik jo al færdsel til og fra første linie.

Mens vi var på vej tilbage, lød pludselig det velkendte råb: „De kommer! De kommer!”

Der opstod omgående en frygtelig forvirring, og det er vanskeligt at beskrive, hvad der skete. Bælgmørkt var det jo, og vi stod stuvet sammen i graven, kunne hverken komme frem eller tilbage. I det kaos, der opstod, blev mange væltet omkuld og trådt ned. Rundt omkring svirrede det med eder og forbandelser. Geværerne kom frem, der blev skudt på må og få i alle retninger, og blodet flød atter. Først hen ad morgenstunden standsede rædslerne, og vi fortsatte tilbage med ordre til at samles ved korsvejen ved Angres-Croix. Da vi endelig var samlede, og man mente, at der ikke kunne ventes flere, viste optællingen, at vort kompagni havde mistet 114 mand. Så mange havde et kompagni mistet på een dag.

Feltkøkkenet var kort frem i den tidlige morgenstund, og vi modtog varm, mad og kaffe, noget, vi alle i høj grad trængte til. Derefter fandt vi kvarter i kældrene under byens huse. De var selvfølgelig ikke sikre, men de gav dog altid lidt mere beskyttelse end stueetagerne. Jeg lå på en dør, som jeg havde anbragt pa cementgulvet, og var ikke længe om at falde i søvn. Vi opholdt os i to dage i disse kældere og bestilte intet, og da det regnede ustandseligt, havde vi god tid til at drøfte de sidste dages blodige begivenheder.

Først den tredie dag kom vi længere tilbage, til en landsby, der var beboet af den indfødte befolkning, men vi måtte dog hver nat uden hensyn til vejret, altså i regn, slud og pløre, frem til skansearbejde i stillingen. Det var så afgjort en ubehagelig bestilling.

DSK-årbøger, 1955

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *