Den 10. november bragte Flensborg Avis et feltbrev fra en af deres indkaldte journalister. Han havde den 26. oktober oplevet en luftkamp mellem en britisk og franskmaskine syd for Arras.
En Flyverkamp.
Frankrig, i Oktober. Der er stadig intet at bestille for Flyverne, hed det engang imellem, og det var ikke saa mærkeligt, at de blev savnede, for de hører med til Hverdagsbilledet. Sagen var den, at det Dag efter Dag stadig var Taage, tyk Taage, saa man kunde fristes til at prøve paa, om den lod sig skære i Terninger. Flyverne kunde rolig tage sig et Hvil, for dem var der intet at udrette.
Taagen laa stadig over Landet; men ved Middagstid brød Solen igennem en Stund. Et stærkt Vindpust skar Revner i den; man mærkede, der vilde indtræde en Forandring. Vindpustene øgedes, det blev haard Blæst fra Nord, den kom med Kulde, skarp og bidende.Franskmanden sagde: Dette her kommer fra Tyskland og Rusland, og det var vel rimeligt.
Løvet paa Træerne havde bevaret sig helt vel, det var grønt, kun her og der isprængt med gullige Blade; men Kulden, der nu kom, sved paa det. Det blev til Regn og Rusk, et rigtigt Efteraarsvejr. Vejene sejlede, og Blæsten rystede Laderne; men det varede bare een Nat. Næste Morgen var det høj Luft, klar blaa Himmel, men stadig strid, kold Blæst.
Midt paa Formiddagen hed det: Ja, nu er Flyverne der igen! De Folk hviler da ikke længere end højst nødvendigt; at de nu tør gaa saa højt til Vejrs med den Vind!
Det var en fransk Dobbeltdækker, der var gaaet op. Nu var der gaaet Dage, hvor man intet Spejdertogt havde kunnet foretage. Tiden maatte udnyttes, og de to Mænd styrede roligt deres Vej gennem Luften. Sikkert brugte de Øjnene godt, det var jo derfor, de var oppe. Men om de netop blev va´r, at en tysk „Due”, flink og væver, skød til Vejrs, med een Officer, der ligesom de kun havde ærgret sig i Dage over den evige tykke Luft, er ikke oplyst.
Duen steg højt op; den var kun at skimte som en liden Prik. Maskinen arbejdede godt; snart var Duen i stor Højde lige over Dobbeltdækkeren. I et Nu lod den sig dumpe ned i Højde med de franske Flyvere, og et Sekund senere forkyndte Maskingeværernes hurtige Tatatata, at Kampen mellem Flyverne var i Gang.
I lange Kurver kredser man om hinanden. Trods Vejr og Vind manøvrerer man godt; man stiger og daler og kredser paa ny, alt imens man lader Maskingeværerne arbejde, Kuglerne sprøjtes ud i Massevis i faa Sekunder. Et Øjeblik ser det ud, som de kan tørne sammen, men i næste Øjeblik er de igen hinanden paa Afstand. Enhver søger at finde Modstanderens ømmeste Punkt. Det er øjensynligt, at den lette Due klarer sig bedst i denne Bind; den vender sig rappere, hvor den store Maskine maa have baade mere Plads og mere Tid.
De kæmpende er imens stadig komne Jorden nærmere, Lyden bliver saa tydelig, at manges Øjne rettes imod de kæmpende; de følges med spændt Opmærksomhed.
Mens Sekunderne gaar, spørges der: Hvem bliver Sejrherre? eller gaar det bare som saa ofte, at de skyder paa hinanden for saa at fjerne sig, uden at noget virkeligt Resultat opnaas? Men paa een Gang hedder det: Franskmanden gaar ned! Paa en aaben Mark under gode Forhold foretog Dobbeltdækkeren en rask og glat Landing.
Duen var Jorden nær, men gav sig Tid og svævede stadig i ikke ret stor Afstand af den landede tæt hen over Jorden. Den vilde vel sikre sig. Landingen var maaske kun et Kneb, en fin Manøvre. Man vilde maaske bare gør sig rede til en kort Kamp paa fast Grund og saa ilsomt tage bort; Landingen havde maaske slet ikke været nødvendig.
— Vejen fri! lød Raabet. Gendarmeriet kom sprængende frem for om muligt at optage en Forfølgelse, og for at kunne yde hurtig Hjælp om fornødent. Fra alle Kanter kom der nu Folk til; nogle var til Hest, andre til Fods, andre igen fusede frem i Avtomobil. De to Flyvere, der var landede, havde intet Valg; de maatte overgive sig. Duen landede, og dens Fører — der nu havde hentet det Flyvetøj ned — tog sit Bytte i Eje.
Det viste sig, at det var to Englændere, der var gaaede op i en smuk og kraftig Dobbeltdækker. Den ene stod usaaret, den anden var bleven ramt af flere Kugler. Men alt imens Maskinen slog sine Kurver i Luften, forbandt han sig selv. Det var ikke hans Saar, der havde faaet dem til at lande, men saa blev Benzinbeholderen skudt itu, og da havde de kun Valget mellem at lande hurtigt eller ogsaa at falde ned.
En Læge var til Stede; den saarede kunde straks faa en ny og bedre Forbinding. Det viste sig, at den ene Arm havde flere Saar, og Tommelfingeren var slemt medtaget. Da der ingen Udsigter var til, at den stod til at redde, skar den saarede selv, mens Armen blev forbunden, med et rask Snit Fingeren af oven over det første Led; saa kunde Stumpen blive forbunden med det samme.
Paa fransk Side blev det ikke længe nogen Hemmelighed, hvad der var blevet af de to. Thi inden en tililende Motorvogn kunde bringe de to Fanger bort, kredsede en anden fransk Flyver over Pladsen. Sejrherren saa noget bedrøvet paa sin Maskine,der nemlig heller ikke vilde lystre længere, mens han sagde: Ja, havde du bare været i Orden, saa vilde jeg med det samme have prøvet et Forsøg paa ogsaa at hente Spejderen ned deroppe.
Det er ikke smaa Krav, der stilles til en Flyver; den Bestilling kræver sin Mand. Her maa Mænd til med Mod i Bryst, med klart Hoved og kolde, stærke Nerver. Er dette nødvendigt i al Almindelighed, saa paakræves det tifold under en Kamp, hvor den mindste Blottelse kan betyde Fald fra en svimlende Højde. Derfor ser alle med Beundring paa de Mænd, der stolt gaar deres Vej i de høje Regioner til Trods for springende Granater til alle Sider. Hvor farligt det kan være med Flyverne over sig, har Krigen belært de fleste om, og dog vil kun den, der er aandeligt underernæret, bruge Skældsord om Fjenden, der er paa Flyvertogt, thi ingen kan nægte Manden, der saa dristigt selv vover Liv og Lemmer, sin Agtelse og Beundring.
J. N. Jensen