Hos krigsfangerne!   Rusland 1915.

Af Fr. Baumann, dengang reservist ved Infanteriregiment 84’s 5. kompagni (IR84/5)

Til transport bagud af de mange krigsfanger var der brug for et ret stort antal ledsagere, som jeg til min store glæde blev udtaget til. Til hver 700-1000 krigsfanger gik der én ledsager. Mens selve tropperne nu marcherede fremad for at holde trit med den vigende fjende, stak vi hurtigst muligt afsted tilbage. – Man følte sig fri, desværre kun for en kort tid, men endelig var vi ude af kanonernes rækkevidde. Brændende landsbyer kendetegnede sammen med ruiner og ødelagte kornmarker de sidste dages sejrsrute.

En hel række fanger kunne tale tysk, man kom endda delvist i snak. Nogle havde i fredstid været i Tyskland, og pudsigt nok havde tre af dem endda arbejdet hos Blohm und Voss-værftet i Hamburg. Vi underholdt os så livligt, at 16-km-marchen til divisionsstabskvarteret forekom os kort.

Vi nåede dertil om aftenen netop som det begyndte at mørkne. Det var en elendig by. Huse lå på kryds og tværs og som overalt med mange træer. Veje eller gader kender russeren jo ikke. Husene, eller rettere sagt lusebarakkerne, blev beboet af hele staben og dennes bagage.

Altså i denne landsby, navnet husker jeg ikke mere, skulle vi overnatte med den store fangetransport. Vi lod fyrene træde an reglementeret, altid 8 eller 12 ved siden af hinanden, og hele troppen i en stor firkant omkring en åben plads. Snart flammede på 10 steder store og små vagtbål op – et magisk syn. Ud af mørket tegnede sig husenes og træernes silhuetter. Menneskemasserne blev snart lyst, snart sparsomt belyst – sådan en rigtig natlejr i Granada. Vi vagtfolk holdt altid vagt flere sammen og kiggede på fangernes gøren og laden samt det sælsomt smukke syn af vagtbålet. – Jeg glemmer aldrig det syn! – Snart lå alt hen i dyb fred, ven ved siden af fjende – under åben himmel. Stjernerne lyste strålende på vore sindelag. Tankerne dvælede langt borte herfra, i hjemstavnen, i hjemmet, hos kone og børn eller hos andre pårørende! –

Solen stod allerede på himlen, da der kom liv i lejren. Bålene var for længst gået ud, kun små askerester røg endnu en smule. Jeg havde boblet helt vidunderligt og var derfor i godt lune. Al hjemve og lignende unyttigt skrammel var glemt. Vi sang og fløjtede, så det var en lyst; også fangerne sang for os deres uforståelige syngeri. Kl. 6 satte hele transporten sig i bevægelse. Vi havde hos bagagefolkene tilkæmpet os rigtig god morgenmad, også kaffe med rigtig mælk. Fangerne måtte nøjes med vand og nogle “tørre tørv”. Således marcherede vi afsted, lidt på lykke og fromme, hele tiden på den hærvej, som køretøjer havde banet før os.

En sommerdag, intet hørte man til kampen, ikke engang kanontorden. I kolonnen på ca. 350 mand gik det langs med floden Narew. Først hen mod middag opdagede vi på den anden bred fæstningen Roshan, som var faldet for et par dage siden. På en nødbro gik det over flloden Narew. Mange fanger sprang i kådhed i vandet og badede – altsammen i forbifarten. Bredden efter fæstningen steg meget stejlt, rigtig nok lidt besværlig at klatre op ad. Til sidst havde vi samling på alle vandhundene og marcherede ind i den totalt ødelagte by og fæstning Roshan. Knap sten på sten var at se, et tegn på , at her var blevet kæmpet bittert. Granathullerne lå tæt.

Ved den stedlige bykommandant afleverede vi vore krigsfanger, hvorpå vi fik en forplejningsseddel til en hel dag. Vi havde altså tid nok til at komme os, vaske os og for en gangs skyld spise os rigtig mæt. I fort nr. 1 fik vi anvist fint kvarter; det var så nogenlunde sluppet for beskydning. “Mand, endda senge! Hallo for det”. I trekvart år ingen seng set. Ganske vist med halm, men ellers fine kassematte-senge. Ingen konge kunne glæde sig mere, end vi gjorde. Og så fik man fint russisk hvidt brød – ja, kom bare an – ikke som ved fattigfolk – og smør – jo, det er sandt, rigtig smør. Vi var selvfølgelig helt flade – flad som en pandekage, og den der ikke har syntes om det, forstår sig ikke på kærlighed og ost fra Harzen. Til middag fik vi fra et af feltkøkkenerne nudler, kraftige nudler og en stump kød – fy for pokker, siger havnearbejderne i Hamburg, snart ikke til at få ned. Men sådan som vi er skruet sammen, med vore udtørrede maver og vor sult, satte vi det hele til livs. Vi kunne næsten ikke gå. Nu fulgte der en lille middagssøvn. Sådan noget som små fire timer har vi boblet – lige som hjemme hos Mor! Oh, nej, det er ikke rigtigt, Mor ville ved fire timer… – tak, skal du have! –

 Om aftenen trak der torden op. Vi gik derfor rettidigt i fælden og lod lyn og torden være lyn og torden, og lod skybrud være skybrud. Hytten var jo vandtæt, ja, andog granatsikker – Taget var vel halvanden meter tykt, lutter beton og oven på det to meter jord. “Im tiefen Keller sitz’ ich hier”, kunne man synge, men vi ville hellere boble igennem til næste morgen.

Fra Regiment 84’s regimentshistorie. Udkommer på dansk senere i 2015.