Senest ændret den 1. august 2015 10:45

Dr.med. Karl Nissen var Fahnenjunker ved IR84’s 6. kompagni. Infanteriregiment “von Manstein” Nr. 84 havde kaserne i Haderslev og Slesvig by. Han deltog i kampene ved Chabin (Shabin) i slutningen af juli 1915.

Marchretningspunktet: det lille stykke skov – Chabin! – så snart vi havde forladt godsdistriktet Rembische, deployerede vi skytterne og gik springvis frem mod målet, gruppe for gruppe, deling for deling. En kornmark, hvor negene endnu lå i stakke og det modne korn til dels endnu på strået, skulle passeres. Kuglerne slog ned omkring os og fløjtede hen over vore hoveder. Hver fure blev udnyttet som dækning, endda bag negene søgte vi dækning. Endelig nåede vi et lille elendigt stykke skyttegrav, som gav os en smule dækning.

Det var den stilling, vi søgte, og som vi skulle afløse. Af den enhed, vi skulle afløse, fandt vi kun enkelte folk. Alle de øvrige havde rømmet stillingen før vor ankomst og havde begivet sig tilbage til godset. Efter en kort orientering gik det videre. Det mørknede allerede, da 1. deling af 6. kompagni under sin tapre fører, løjtnant af reserven Baasch, rykkede frem for at nå byen Chabin, før natten faldt på.

Min deling skulle følge efter i nogen afstand og så på højde med det lille stykke birkeskov, som man havde givet os som retning, igen spredes ind i deling Baasch for så sammen at springe længere frem. Jeg lå på udtrykkelig ordre fra min kompagnifører, løjtnant Schertz, med resten af min deling i den før nævnte stilling, da kaptajn Grebel med sin tordenstemme satte mig i trav for at bringe hjælp til den betrængte deling Baasch. I lange spring gik jeg med 8. kompagni frem. Deling Baasch var på højde med birkeskoven stødt på russiske styrker, som modtog den med blankvåben. Hurtigt lynede også bajonetterne hos deling Baasch, og der udspandt sig nu en fortvivlet nærkamp. Heldigvis havde jeg fra nogle sårede erfaret, hvad der var i vejen, og derfor kunne jeg kampberedt gribe ind i kampen. Der rasede en frygtelig kamp.

Russerne stak med bajonetten og svingede med geværkolben i et afsindigt raseri. Vi forsvarede os ikke mindre energisk. Sjældent er vel kolben blevet svunget sådan i Rusland, som den blev denne aften. På begge sider var der talrige ofre. Af de brave folk, der denne aften fandt døden, mindes jeg endnu den tapre korporal Hagen, en gruppefører fra min deling. Helt til næste morgen håbede vi, at han ville indfinde sig igen. Desværre fik vi besked om, at hans lig var fundet lidt ved siden af den egentlige kampplads. Som følge deraf måtte russerne have overmandet ham og ondsindet dræbt ham, måske allerede som tilfangetagen.

Løjtnant Baasch, der på denne dag var gået forrest bevæbnet med sabel og pistol, havde ved kampens begyndelse stukket sablen i jorden for ikke at blive hæmmet af den, og grebet en bajonet fra en af de faldne. Derved tabte han sin pistol. Hverken sabel eller pistol er fundet igen. Med bajonetten tog han på det ivrigste del i kampen og gav sine folk et lysende eksempel på personlig tapperhed. Vort kompagni, der var blevet godt fyldt op til kampene i Rusland, led store tab den aften, men fik overtaget i kampen mod den brutale modstander. Det lykkedes os at kaste ham tilbage til Chabin.

Men ingen anede, hvor han igen havde sat sig fast. Vi gik derfor forsigtigere frem. Med stærke patruljer nærmede vi os landsbyen, som stod i lysende flammer. Selvom vi heraf kunne slutte, at russeren ikke mere var i landsbyen, så måtte vi dog regne med at træffe på mindre enheder både før og inde i landsbyen. Føringen af disse patruljer havde jeg selv overtaget. Langsomt famlende gik det fremad i skæret af den brændende landsby. En gruppe sendte jeg gennem byen, mens jeg selv med den større del af patruljen gik om til den sydøstlige udkant af byen. Vi fandt det hele fri for fjender. Vort sammenstød ved birkeskoven havde tilsyneladende taget modet fra ham for i dag. Han havde søgt redning i flugten. Kompagniet fulgte patruljerne på kort afstand i en let skyttelinje. Føring og sammenhold var vanskeliggjort, fordi enhederne i nærkampen var kommet fra hinanden og blevet blandet.

Det brændende Chabin faldt i vore hænder uden kamp. Foran den nordøstlige rand gjorde vi holdt. Ved at have den brændende landsby i ryggen befandt vi os i en ikke særlig heldig situation, fordi vi ved hver bevægelse aftegnedes af flammerne. Så snart vi bevægede os, blev vi overdænget med kugleregn fra en retning af banedæmningen Goworowo-Ostrolenka. Heldigvis befandt vi os i en kartoffelmark, hvis grønne toppe lige gav os dækning nok, til at vi kunne bevæge os krybende. Således dannede vi en ny linje på den anden side af byen med front mod nordøst. Russerne var ganske overordentlig vagtsomme. Hele natten igennem blev det terræn, hvor vi lå, holdt under maskingeværild, og hvor der viste sig nogen, blev vedkommende straks taget under heftig ild. Derved måtte vi beklage mangen et tab, som med lidt større behændighed og forsigtighed kunne være undgået. Liggende på maven begyndte vi straks efter dannelsen af en gunstig kompagnilinje at grave os ned i den løse kartoffeljord. Så vidt det var muligt blev der hentet bjælker og brædder fra landsbyen, så vi af dem samt regnslag kunne lave et lille beskyttelsestag til natten. Nogle grupper gravede sig ned nogle hundrede meter bag kompagniet som reserve. Hos disse befandt sig kompagniføreren, løjtnant Schertz, og Fedwebel, Offizier-Stellvertreter Kohlmetz, der altid opholdt sig ved kompagniet.

For natten blev det anordnet, at hver anden mand skulle stå post, de øvrige have hvil. Desværre lod Russerne os ikke have megen ro. Deres ærgerrighed drev dem til at gøre os vor sejr stridig – Chabin- . Under dækning af maskingeværild forsøgte de gentagne gange at rykke frem til vor stilling. men vore poster, der var rykket helt frem til kanten af kartoffelmarken, alarmerede altid rettidigt, måske endog lidt for ofte i de overanstrengte nervers ophidselse, til at vi kunne åbne ild fra alle geværløb. Der var ganske vist for det meste intet mål at erkende, for mørket og kartoffeltoppene hindrede udsynet. I hvert fald er russerne ikke en eneste gang kommet hen til vor stilling.

Den tunge nat blev fulgt af en tung dag. Vor skyttegrav lod meget tilbage at ønske, bevægelsesmuligheden var for den enkelte meget begrænset. Man kunne kun sidde eller stå. Den forgangne dags legemlige og sjælelige anstrengelse, den manglende hvile om natten, russernes angrebsforsøg, alt det virkede stærkt på tilstanden hos hver enkelt af os. Nu brød den anden kampdag ved Chabin frem, den 31. juli. Den skulle, som sagt, ikke blive mindre vanskelig. Russeren måtte have en udmærket stilling ved banedæmningen. Den måtte, også efter ildkraften ar dømme, være stærk hvad angår maskingeværer og geværer. Flere gange, især hen mod middag, sendte han forskellige stærke enheder frem mod vor stilling. Men de måtte hele tiden vende om uden resultat. Vi forholdt os i almindelighed i ro, observerede blot, så godt det kunne lade sig gøre, den fjendtlige stilling, placering af de russiske maskingeværer og besætningens styrke. Alt for meget måtte vi ikke vise os. Så snart vi stak hovedet over gravens kant, kunne vi med sikkerhed regne med en russisk æressalve. Observationsmuulighederne havde vi i løbet af natten forbedret ved at have trykket kartoffeltoppene ned mod jorden.

Det var vel hen mod middag den 31, juli, da et smerteligt tab ramte os: vor Kompagnifeldwebel Kohlmetz blev dødeligt såret af et skud i hovedet. Det står stadig klart for mit indre øje, hvordan Kohlmetz sammen med løjtnant Schertz bag et hus ved det sydøstlige hjørne af Chabin med kikkert observerede frem mod den fjendtlige stilling, da han pludselig sank sammen i armene på løjtnant Schertz. Han blev først lagt hen i nærheden af kompagniets reservegrupper, fordi transport bagud ikke syntes tilrådeligt, dels fordi det var dag, dels på grund af læsionens alvor. Om aftenen har jeg endnu stået ved hans båre. Tungt åndende lå han dér uden bevidsthed, på de dødblege læber var der det usvigelige tegn på hjerneskade. Allerede den næste dag er han gået bort.

Af Regiment 84’s historie. Udkommer i dansk oversættelse til efteråret 2015.