Kresten Andresen fra Ullerup på Sundeved gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86). Efter at han i maj havde slået benet alvorligt under en patrulje, var han i begyndelsen af juli blevet erklæret uegnet til tjeneste ved infanteriet og overført til en transportkolonne.

Søndag den 11. juli 1915

Kære forældre!
Nu er I vel meget nysgerrige efter at høre nyt, og jeg har også en hel historie at berette. I forgårs blev jeg altså sendt fra rekreationsanstalten i La Fere og kom med toget til Chauny. Dér blev jeg fuldt indklædt med gammelt skrammel, fik noget at spise, strejfede lidt rundt i byen og dampede så om aftenen af ad Noyon til, hvor jeg meldte mig på kommandanturen.

Jeg blev indkvarteret i byen, og næste morgen meldte jeg mig igen. Da løjtnanten så min lægeattest, hviskede han til mig, at jeg sandelig havde haft lykken med mig. Han gik ind til kaptajnen, og kort efter blev jeg kaldt derind. Han var tvivlrådig,  hvad han skulde gøre med mig; han havde gerne beholdt mig i Noyon, men kunde ikke, da jeg hørte til 18 res. division. Han vilde så sende mig til Avricourt; men da det omtrent var 18 km, så kunde jeg jo ikke gå derhen. Nå, enden blev, at de vilde ringe korpset op og spørge, hvad de skulde gøre med mig. Efter en times ventetid kom så befalingen at sætte mig i march til en by, der hedder Guiscard, og melde mig dér. Jeg strejfede rundt i Noyon til middagstid og spiste nogen rissuppe på kyrasserkasernen og satte mig så i bevægelse. Men uden for byen lagde jeg mig i en chausségrøft, og det varede heller ikke længe, så kom der en postvogn; men den var fuld. Dog lidt efter kom der en lille let generalstabsgig med springende fjedre, og dér kom jeg op med pikpak, og så gik det i strygende fart hen ad den hvide landevej med æbletræer på begge sider, op ad bakke og ned i dale. Jeg meldte mig – en times ventetid; tildelt Res. proviantkolonne 21, som lå en halv snes km derfra i en lille landsby; men majoren vilde tage mig med i sin automobil det halve af vejen. Kl. halv syv susede vi afsted, op og ned ad bakke og på to hjul om hjørnerne; snart var vi dér, hvor majoren boede; men han bød sin chauffør køre mig helt til stedet, og hans adjudant tog med for personlig at aflevere mig. Lidt efter holdt vi ved et lystslot. Jeg blev ført om i den dejlige have, hvor der sad fire officerer, og blev forestillet som nyt medlem ved kolonnen. Og tænk jer, nu er jeg bleven kavalerist, har fået to heste, som dog øjensynlig er meget skikkelige. Lange støvler får jeg også med sporer, og en sabel, der er så lang, at den slæber. For øvrigt er det det rene slaraffenland. Overløjtnanten sagde rigtignok: Student – nå herregud! – og i Guiscard sagde de til mig, at de ti gange hellere vilde have haft, at jeg var skrædder end student.

Nå, inden majoren steg ud af automobilet, sagde han til mig: bare ikke overanstreng benet, men rør det dog lidt, at det ikke skulde gå hen at blive stift! Og kammeraterne – da vi havde snakket lidt, siger den ene nok så bredt: „Do kan snak dansk!”, og så var de fleste af dem nordslesvigere. Det er en student på høstarbejde. En fortryllende dejlig egn; en lille rousseausk landsby mellem høje bakker og frugtmarker. Det er et bytte. Hvem er mere her ved kolonnen – landrådens søn fra Sønderborg, der bliver mange breve læst – pas på!
Hilsen til jer alle
jeres hengivne søn
Kresten lxiv

Fra Claus Bundgård Christensen: Krestens breve og dagbøger (2012). Fås i boghandelen