Senest ændret den 19. september 2015 11:27

Iver Henningsen fra Haderslev kom i februar 1915 til østfronten, hvor han gjorde tjeneste ved Reserve-Sanitätskompanie Nr. 60. I det meste af juni og juli lå hans enhed på et stort gods bag ved fronten, men i slutningen af juli gik det atter fremad.

Brev 21. juli 1915,  Pikciuny

Søde Basse og alle derhjemme,
dette brev kan man med rette kalde et feltbrev, i en have ved en sønderskudt og afbrændt gård, bohave, en kommode, en kasse – omgivelserne et virvar af alt mulig husgeråd, brændte kreaturer osv. Kl. er 7 morgen, vi er kommet tilbage, hvor vi var for 7 uger siden (på det lille kort, hvor vi fik granatfyr). Altså igen er Dubissa vor, for os raser kampen, af og til forvilder sig en granat i vor nærhed. Ja, hvorledes ser det nu ud her, intet hus mere, alt skudt i grus. De store kornmarker som her i dalen tydede så godt, ere gennemrodede af skyttegrave og resten nedtrampet. O, hvilken jammer, men russen har jo svoret, at intet strå og ingen bygning eller levende kreatur skal findes, hvor vi kommer frem. Lad ham kun, hadet styrkes dag for dag mod en så ureel fjende.

I går aftes kunne vi tælle 6-7 store brandsteder på hans tilbagetog. Den gård hvor vi sidst samlede vore sårede (I har tegning deraf), er også sløjfet med jorden. Deres eget land laver de til en grusgrav – for dumme, at vi ikke skulle være i stand at få fødevare fra Tyskland, omend mangelfuld, så kan vi holde livet oppe og er tilfreds. Nu kan vi ikke trække os tilbage, kun fremad. Kan vi først få banelinjen, hvorom nu kæmpes, i vore hænder, da er det meste vundet. Så har vi direkte forbindelse med Tyskland, så kommer jeg en søndag og ser til eder.

Dagen i går, som vi så længe havde ventet, blev ikke rigtig til noget. Da det rigtig skulle gå løs, forsvandt russen. Nu har vi bøvl med at forfølge ham, 16 km er han gået retur i går. Nu er vi ham i hælene og skal se at få ham omringet og taget fast. Hvad der egentlig er udrettet i går, ved vi ikke rigtig endnu. Vi havde kun 40 letsårede, som fortalte, at russerne straks stak i at løbe, da vore granater nåede ham. I dag knalder de fladt ned ved fronten, men det har de forresten gjort hele natten. […]

Ja min søde, det er en svær og alvorlig tid. Disse dage hvor kampen raser, er af en uhyggelig alvor og krydret med skæmt. En såret var lige ved at lave spejlæg og fik en granatsplitter i panden og i armen: “O, meine schönen Eier,” råbte han, men så mærkede han, det var mere alvorligt. I en forladt skyttegrav stod en hel pande flæsk og kartofler med gaffel ved med en seddel: “Guten Appetit Kameraden, ich habe keine Zeit mehr.”

Det hele er et forvildet faren frem og tilbage, op og ned går kampen, vi ved ikke hvad næste time bringer. Nu lige er det rolig, hvad skal det betyde mere? Nu er tiden, at vi skal videre, siges der. Disse få ord er for, at I har et livstegn fra mig, mere når jeg får tid. Gud give det snart havde ende, og vi kom hjem til vore kære til et ordnet liv igen.

Nu må jeg slutte, jeg er sund og rask og forbliver med mange kys og hilsener til eder alle                               
eders fader

(Fra Sanitetssoldat på østfronten. Haderslev vognmaleren Iver Henningsens breve og tegninger 1915)