8. juni 1915. Nye indkaldelser og Plet-tyfus-epidemi i fangelejren

Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen

Syd for grænsen under krigen:

Nye indkaldelser og udskrivning af mandskab i 45 års alderen

I disse dage indkaldes en mængde af Landstormens 1st opbud i alderen 35-39 år. I hvor høj grad man i tide regner på at tage alt med, fremgår af, at mænd af Landstormens 2det opbud, der om kort tid fylder 45 år og aldrig har fået spor af militær uddannelse, har måttet møde på session og der er udtagen til soldater, som kan vente  at blive indkaldt i løbet af et par måneder.

Samtidig er der udstedt kundgørelse, hvorefter alle 17-19 årige unge mænd, d.v.s. fødte i 1896, 1897 og indtil 10. juni 1898, skal melde sig til lægdsrullen i dagene 8. – 10. juni d. A.

 

Plet-tyfus-epidemi i fangelejren ved Løgumkloster

Lige fra fangelejren i Løgumkloster blev taget i brug februar-marts, har der hersket en del sygdom blandt fangerne, navnlig russerne. I begyndelsen optrådte enkelte – senere flere – tilfælde af hunger-tyfus. I løbet af sidste par måneder er det – foruden en del mindre alvorlige sygdomstilfælde – navnlig plet-tyfus der har kostet mange ofre. I øjeblikket menes der at være indtruffet omkring et halvt hundred dødsfald af denne sygdom, der har foranlediget, at der er sendt særlige læger til lejren.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *