Peter Knudsen stammede fra Vogelsang i Töstrup Sogn få kilometer nordvest for Kappeln ved Slien. Han modtog læsestof fra Pastor Nielsen og sendte ham af og til et brev fra fronten. Knudsen var Ersats-Reservist ved Reserve-Ersatz-Regiment Nr. 4, som de første år af krigen lå i Flandern.
Ved Yserkanalen d. 9 Juni
Kære herr Pastor.
Det er her saa smukt og gemytlig, at de kære Hr. Pastor ogsaa vilde føle dem vel her. Vi skyde ikke, Fjenden ikke hel[l]er. Bag os ligger Kanalen, for os Overswemmunggebetet [det oversvømmede område /red.]. Vore gode Understande ligger 2-3 m fra Kanalen. Her sejles, bades og fiskes, man skulde ikke tro det var Krig. Paa en nedskudt Gaar[d] midt i Vandet lig[g]er 28 Mann Forpost, en Træbro fører derhen. Det gaar mig Herren være takket rigtig godt.
En Kærlig Hilsen, deres unge Ven
Peter Knudsen
(Postkort i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek)