2. juni 1915. Mangel på hvedemel trods fyldte kornlagre. Påbud om at tale tysk i den tyske hær.

Senest ændret den 18. september 2019 11:22

Ribe Stiftstidende gik for at være den rigsdanske avis, der var bedst informeret om forholdene syd for grænsen

Syd for grænsen under krigen:

Hvedemelet

har i en uges tid været sluppet op i flere sønderjyske sogne, meddeler Kolding Folkeblad, bl.a. i Tyrstrup. Fra autoritativ side forsikres det, at kornlagrene har hvedemel nok, men så må der i al fald være mangler ved fordelingen.

 Soldaterne og det danske sprog

For nogen tids siden blev det i den tyske rigsdags finansudvalg påtalt, at danske soldater i den tyske hær ikke måtte tale sammen på dansk ej heller bruge deres modersmål, når de skrev hjem. En lignende hårdhed vistes mod de polske soldater.

Krigsministeren henviste til, at det ikke ved Armébefaling var forbudt soldaterne at bruge deres modersmål indbyrdes og i breve til hjemmet. Alle enkelte tilfælde, som krigsministeriet fik kendskab til, vilde blive prøvede, og hvor klagerne fandtes berettigede, vilde ministeren skride ind

Siden dette fandt sted, er forholdene ifølge Kolding Folkeblad blevet betydelig forværret – navnlig i Landstormsafdelingerne. I fredags blev sagen så atter fremdraget i den tyske rigsdags finansudvalg. Krigsministeren gav samme svar som tidligere.

Faldne, sårede og fangne – efter nordslesvigske blade

– En søn af Pastor Godt i Graasten er falden den 22. april ved et stormangreb.

– Løjtnant i Reserven Rinke, der i flere år har været beskæftiget ved toldkontoret i Haderslev som toldpraktikant, er falden.

– En søn af kurvemager Hunger, Aabenraa, er død på lazarettet i Mainz. Han efterlader sig 2 børn på 6 og 8 år.

– Landmand Asmus Rahr Fra Roager Kirkeby er kort efter sin tilbagevenden til fronten bleven hårdt såret af en fransk håndgranat.

– Hans Johansen, Sofiedal (Tønder kreds), er bleven let såret i kampene fra 5. til 20. maj.

– Niels Berg fra Bæk er bleven let såret ved et ulykkestilfælde.

– Oluf Jørgensen, Hygum, er bleven let såret ved kampene fra 13. til 18. maj.

– Christen Jørgensen, Skodsbøl, er hårdt såret.

– H. Tønder, Halk, er bleven let såret ved kampene fra 9. til 20. maj

– Hans Lorenzen fra Nordborg er sammen med tre sårede kammerater kommen til lazarettet i Sønderborg.

 Den stedfortrædende generalkommando

Fra den 1. juni er alle den stedfortrædende generalkommandos forretningskontorer blevne forenede i tjenesteboligen Palmaille 63-65 i Altona. Afdelingen for oplysninger(”Auskunft”) befinder sig i nederste etage, Palmaille 65. Oplysninger kan søges hver søgnedag fra kl. 4 til kl. 5 om eftermiddagen.

 Beslaglæggelse af bomuldsklude og rester

Ved forordning af den stedfortrædende kommanderende general beslaglægges alle oplag af bomuldsklude og rester samt affald. For visse slags gælder beslaglæggelsen for oplag på over 500 kg, for andre slags på oplag på over 1000 kg henholdsvis over 2000 kg. Beslaglæggelsen gældr fra 1. juni kl. 12 middag. Oplagene må anmeldes inden den 15. juni til Krigsministeriets Afdeling for Krigsråstoffer(Sektion B. 2.)

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *