14. juni 1915 – Et mindeblad: “… i bare smaa stykker”

Hans Jessen stammede fra Frøslev, hvor han var tjenestekarl. Han faldt den 14. juni 1915 ved Moulin-sous-Touvent. I 1919 udfyldte hans mor et mindeblad om ham. Ud over forskellige persondata indholder mindebladet også en lille biografi om hans tid som soldat og hans død:

Min Søn Hans Jessen tjente før Krigen ved forskjellige Bønder i Frøslev By som Avlskarl. I Oktober 1914 blev han saa indkald[t] til Soldat i Flensborg, der var han kun i 8 Uger, saa var han uddannet til Infanterist, og maatte straks til Fronten, uden at faa et paar dage Urlov, den si[d]ste Søndag han var i Flensborg da han havde et paar Timer fri, tog han sig selv den Frihed og var hjemme for at sige os det si[d]ste Farvel. Afskeden var sværd for ham kunde man mærke. Han kom saa op til Fronten i Frankrig lige til Juleaften, og feirede saa Juleaften sammen med sin Broder Fridrich som ogsaa laa ved dette Regiment, det var jo smukt for disse to Brødre at være sammen, men det varede kun saa kort. En dag skulde Hans og en Kam[m]erat fra Fyrsbøl staa Vagt ude i Løbegraven, da kom der en Mine og slog ned ved dem  og slog dem i bare smaa stykker. Fridrich var straks derude da han fik det at vide, men der var intet at finde. det var en sørgelig Efteretning for os, men godt var det at han ikke turde lide saa lenge thi han har vist intet vi[d]st til det hele[.]

Frøslev 10. juli 1919

Marie Jessen.

(Mindeblad i Arkivet ved Dansk Centralbibliotek – se hele mindebladet her)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *