Senest ændret den 5. februar 2017 18:32
Füsilier K. Tastesen, Vestpreussisk Infanteriregiment 148, 11. Kom. 5. Gruppe, blev i foråret 1915 såret på vestfronten og efter endt rekreation og orlov blev han genindkaldt i ny enhed på den nordligste del af østfronten i Kurland ved floden Düna i det nuværende Litauen. Her deltog hans enhed i tyskernes sommer- og efterårsoffensiv.
Af Allan Otto Wagner
Den 12. August kom jeg med en Transport, som skulde afgaa til Fronten, men denne Gang blev det Østfronten. Afskeden og Folkejublen var endnu den samme som første Gang, jeg blev sendt til Fronten. Tre Dage efter vor Afrejse fra Flensborg var vi i Memel i Østpreussen, hvorfra vi skulde have sejlet over til Libau.
Men da vi kom til Memel, var der i Forvejen over 200,000 Soldater, som skulde sættes over, og der manglede Skibe. Desuden var Søen fuld af engelske og russiske Undervandsbaade.
I to Dage laa vi nu i Telte. Overalt myldrede det med Soldater, saa der var ingen Tale om at komme i andet Kvarter. Da vi havde været der de to Dage, kom vor Transport med Toget om Morgenen og naaede Kl. 5 Grænsebyen Bajuren mellem Tyskland og Rusland.
Derefter marscherede vi videre ind i Rusland. Kl. 11 slog vi Lejr for Natten. Vi fik Proviant udleveret, og Dagen efter slagtede vi Kreaturer, som vi selv førte med os. Om Middagen marscherede vi videre, og saadan gik det de første fjorten Dage. Vi marscherede mellem 40 og 50 km om Dagen, og hvis det var for varmt, marscherede vi om Natten og holdt Hvil om Dagen. Navnene paa de Byer, vi kom igennem, fik vi ikke at vide, men endelig naaede vi en lille By, der hedder Poswol, og videre til Mitau. Der kunde vi begynde at høre Kanontordenen.
Vi marscherede saa en halv Dags Tid, men maa være kommen forkert Vej og nærmere Russerne end vi skulde, for pludselig blev vi angrebet af russiske Tropper ved en lille Landsby, som hed Dovtsewas.
Vi havde ikke ret mange Patroner, da vi jo endnu var under Transport, og vi var jo ikke klar til at tage imod nogen. Vi klarede os ud af det ved at trække os tilbage, men vi havde dog mistet nogle Døde og Saarede. Mandskabet var blevet noget spredt, men samledes efterhaanden igen, og saa marscherede vi et Par Timer tilbage og holdt Hvil i en Skov ved en lille By Walhof, hvor Regimentet, vi skulde til, allerede laa.
Det var Vestpreussisk Infanteriregiment 148. Det gik meget hurtigt med Inddelingen, da Fjendens Granater kunde naa Skoven, saa vi vidste næsten intet, før det var overstaaet.
Jeg kom til 11. Kom., 5. Gruppe. Der var kun 20 Mand af det gamle Kompagni. Nu kom der 50 til, saa Kompagniet bestod af kun 70 Mand. Om Aftenen marscherede vi gennem Skoven. Det var saa mørkt, at vi ikke kunde se hinanden, og vi snublede af og til over Træstubbe, og da vi endelig efter to Timers Marsch naaede gennem Skoven, var vi slemt forkomne. Der naaede vi en forladt Skyttegrav, hvor vi blev om Natten.
K. Tastesen: En sønderjysk soldats oplevelser under Verdenskrigen (u.å.)