Jakob Moos, Holm, gjorde krigstjeneste ved Infanteriregiment 31
(… fortsat)
Den næste morgen stillede vi altså op på pladsen. Enhver fik udleveret 150 skarpe patroner. Først da klokken var halv otte, behagede det den modbydelige Marben at vise sig. Han holdt en lille tale til os, sluttede dog ikke med det sædvanlige leve for kejseren, men med et „på gensyn”! Der var dog ingen, der svarede, for der var ingen, der nærede ønske om at gense ham.
Vi marcherede af sted, og ved landsbyens udgang defilerede vi forbi ham. Man hørte udråb som „Gud ske lov, at vi slap bort fra dette svin”!
Nu gik det jævnt og taktfast ud ad landevejen. Lidt før middag gjorde vi holdt i en lille landsby, og vi blev fordelt på de forskellige kompagnier, som vi her efter skulle gøre tjeneste ved. Jeg kom til 1. kompagni i regimentet 31, og i dette kompagni har jeg gjort en stor del af krigen med.
Stabssergenten var mødt for at overtage os, og under hans ledelse gik det nu videre til Avricour, hvortil vi ankom ved tre tiden om eftermiddagen. Vi fik noget at spise og fik så vore „dødsmærker“ udleveret.
Avricour lå ca. ti kilometer bag fronten, og vi fik besked om, at vi samme aften skulle frem til afløsning i skyttegraven. Nu fik vi travlt med at forsyne os med alle de ting, som vi mente, vi kunne få brug for i skyttegraven, så der var travlt i marketenderiet.
Resten af eftermiddagen spadserede vi omkring i landsbyens gader. Der var egentlig kun en eneste seværdighed, og det var det grevelige slot. Det lå midt i landsbyen og var omgivet af en smuk park. Det hele lå bag en ca. to meter høj mur
Greven var flygtet, da tyskerne i 1914 marcherede frem. Slottet beboedes nu af divisionsstaben. Når vi ikke var i stilling, måtte vi altid stå vagt ved slottet. Selve byen havde ikke lidt skade under krigen, når noget var ødelagt, var det tyskerne, der var de skyldige. Alle husene var så at sige beboede, og forholdet mellem befolkningen og de tyske soldater var venskabeligt.
Det blev imidlertid hurtigt aften. Klokken ti drog vi af sted. En korporal var vor fører. Efter en halv times forløb kom vi igennem landsbyen Amy. Her fik vi det første indtryk af krigens ødelæggelser. Vi blev underligt til mode — og stille. Vi var endnu uvidende om, at vi skulle få ting at se, der var hundredefold værre.
Korporalen befalede nu fuldstændig tavshed, for vi nærmede os skyttegraven. Ved en drejning af vejen lå en væltet vogn, længere fremme sønderskudte huse, en landsby. Her var stillingen. Den gik dels udenom, dels igennem landsbyen. Enkelte steder gik skyttegraven endda igennem husene. Efter en lille tur gennem løbegravene kom vi ud i selve hovedstillingen. Korporalen førte os straks hen til kompagniførerens „understand”. Kaptajnen, Schellin hed han, kom straks ud og fordelte os over hele kompagniet.
Kaptajn Schellin var en energisk mand og resolut, streng i tjenesten, men retfærdig. Derfor var han meget afholdt. Han sørgede godt for sine folk og var altid i spidsen, om det så gik gennem tykt og tyndt. Man kan roligt sige, at han var både frygtet og elsket. Vi var rede til at følge ham, hvor han så end førte os hen.
Vi forlod ham og begav os til de delingsførere, som vi var blevet tildelt. Næppe et kvarter senere stod jeg allerede på vagt. Det var temmelig roligt. Kun af og til hørtes et enligt geværskud.
Når kuglen fo’r forbi os, dukkede jeg mig uvilkårligt. Min sidemand lo ad mig; men han var også ældre i tjenesten. Jeg glemmer ikke denne første nat i skyttegraven. Helst var jeg løbet min vej, navnlig når jeg hørte uforklarlige og mistænkelige lyde.
(… fortsættes)
DSK-årbøger 1954