Jakob Moos, Holm, gjorde krigstjeneste ved Infanteriregiment 31
I begyndelsen af året 1915 kom jeg med en transport til Frankrig. Vi var en sen aftenstund startet fra Segeberg i Holsten. Byen havde været festligt illumineret, og så godt som hele byens befolkning havde fulgt os til banegården. Under brusende hurraråb var toget gledet ud i nattens mulm og mørke, ud i det uvisse. Gik det mod øst — eller mod vest?
Og nu var vi standset i Chauny i Frankrig.
Vi blev kommanderet ud af toget. På banegården stod vi opstillet i rækker. Time efter time gik, og vi fik lejlighed til at betragte det travle liv, som rørte sig her. Ved mørkets frembrud kørte tyve store lastbiler frem. Med ca. tyve til tredive mand på hver, godt pakket, kørte vi bort. Efter omkring ved to timers kørsel gjorde vi holdt. Det var i en landsby ved navn Murancour, og her blev vi indkvarteret indtil videre.
Efter at vi havde spist noget af den mad, vi havde medbragt, lagde vi os dødtrætte i halmen og faldt straks i søvn. Den næste morgen var vi tidligt på benene, nysgerrige efter at lære de nye, men fremmede omgivelser at kende. Landsbyen var ret stor, bygningerne overvejende gamle. Noget særlig seværdigt fandtes ikke, men vi fik også snart andet at tænke på.
Vi stod nemlig under kommando af en vis Hauptmann Marben. Han skulle nok sørge for, at vi ikke kedede os. Hver dag var optaget af skarp eksercits, lige fra den tidlige morgenstund til sent på aftenen. Det var knapt nok, at han undte os tid til at spise. Han pinte og plagede os på alle måder, typisk prøjsisk.
Den mindste forseelse bragte os i kachotten. Den var næsten altid overfyldt. Jeg husker, at han på en af vore evindelige marchture råbte til en af mine kammerater, at han bar sit gevær som en møggreb, og det vurderedes naturligvis straks til tre dage på vand og brød. — Ja, den gode Marben forbød os endda at drikke vand, for det var farligt for sundheden. Han forbød os at drikke øl eller vin, som vi kunne købe hos de franske bønder, for tyske penge måtte ikke komme i franske hænder. Han kunne nu godt lide at drikke fransk vin selv.
Vi måtte nøjes med den erstatningskaffe, som feltkøkkenet udleverede. Det gik dog her, som man kan tænke sig, Marbens forbud blev overtrådt gang på gang. Det var sjældent, vi led tørst.
En aften bekendtgjorde man ved parolen, at vi den næste morgen klokken seks skulle træde an i feltmæssig udrustning. Vi var klar over, at vi nu kom bort, og vi var alle glade, for ringere end her kunne vi ikke få det, — mente vi!
(… fortsættes)
DSK-årbøger 1954