Christen Reggelsen, Errested, gjorde krigstjeneste i Füsilierregiment ”Königin” Nr. 86. I begyndelsen af 1917 lå han ved Mireaumont.
En Nat fik vi ved Firetiden Ordre til at træde an. Der skulde bringes Mad ud til 7. Kompagni. Ti Mand blev udpeget til at gøre det. Jeg var iblandt dem.
Vi fandt en stor Del af Kompagniet i et stort Granathul. Der var ogsaa en Del saarede iblandt dem. En af dem havde faaet et Ben skudt af. Han jamrede hele Tiden. Den Mad, vi bragte dem, var den berygtede „Dörrgemüse”. Om det nu var af Madlede, eller om de havde mistet Appetitten paa Grund af de udstaaede Strabadser, ved jeg ikke, men det første Kogekar med den omtalte „Dorrgemiise” gik fra Haand til Haand med Ordene: „Gider du spise noget?” — „Nej”.
Pludselig gik nogle Salver Shrapnels hen over os. Alle forsvandt i et Nu og søgte Dækning. Der blev dog atter Stilhed. De saarede blev baaret bort. Ogsaa tre saarede Englændere dukkede op og forsvandt. Jeg ledte efter min Kammerat, som havde hjulpet mig med at bære Maden frem. Han var forduftet. Til sidst var der ikke andre tilbage end Vagtposten og jeg. Da sagde jeg til mig selv: „Nu er det vistnok paa Tide, at ogsaa du forsvinder!” Klokken var nemlig syv om Morgenen, og det var saa smaat begyndt at blive Dag; men det var meget taaget.
Jeg sprang op af Hullet, men — hvorhen skulde jeg gaa? Først løb jeg paa en Understand. Jeg spurgte, om man havde set noget til mine Kammerater. Det havde man ikke. Det var ikke let at finde Vej paa egen Haand i den tætte Taage. Jeg famlede videre.
Nu saa jeg tre Træer, som under Granateksplosionerne havde mistet Toppen. Dem havde jeg ikke set før, saa jeg var klar over, at jeg var paa Vildspor. I det samme blev jeg raabt an: „Menneske, hvor vil du hen?“ Det viste sig at være en fremskudt Lyttepost. „Du er jo lige foran de engelske Linier,” sagde han. Jeg forklarede ham Grunden til min Tilstedeværelse. „Du er jo ude imellem Linierne”, sagde han. Jeg spurgte efter Byen Achiel le Petit. „Hold kun lidt til venstre”, sagde Lytteposten. Det gjorde jeg.
Da jeg havde gaaet en lille Stund, stod jeg foran den forreste tyske Linie. De stod Mand ved Mand i Skyttegraven og gloede paa mig. De sagde intet, spurgte om intet. Jeg spurgte, om de kunde oplyse mig om, hvorhen jeg skulde gaa for at komme til Achiel le Petit. Det vidste de ikke. De kunde dog langt om længe fortælle mig, hvor Miraumont laa. „Det Hul”, sagde jeg, „det kender jeg godt,, for der har jeg flere Gange været ved at sætte Livet til”.
Jeg kom igennem Linien og fortsatte Vejen tilbage.. Endelig fandt jeg den rette Vej, og glad var jeg. Da jeg gik op over en Markskraaning, fejede en Maskingeværsalve- hen over Terrænet. Jeg slap dog lykkeligt op over Bakkekammen og var i Sikkerhed. Langt om længe naaede jeg. da tilbage til mine Kammerater.