Senest ændret den 16. juli 2016 14:02
Johannes Hansen, Avnbøl, gjorde krigstjeneste ved LIR75/3 på Østfronten
Det var i Rusland i Maj 1915. Jeg hørte til 3. Kompagni, Landwehr Inf. Reg. 75, og vi var efter et tolv Dages Ophold i forreste Linie kommet tilbage paa et tre Dages Ophold i en Hvilestilling i en tæt Granskov, ca. 500 m bag forreste Linie. Det var nærmest en Reservestilling, vi befandt os i.
En Formiddag skulde vi alle til Feltgudstjeneste. Man havde af Grangrene lavet en nydelig Prædikestol, og da Kompagniet stod opstillet, ankom Præsten, naturligvis flot dekoreret med Jernkorset.
Vi sang nogle Salmer, hvorefter Præsten entrede Prædikestolen og tog fat paa sin Prædiken. Denne gik ud paa, at vi roligt kunde bede til den store, tyske Gud, for han hørte vor Bøn, hvorimod Englændernes Gud og Franskmændenes Gud ikke hørte deres Folk. — Nu var der mange, der syntes, at han havde sagt nok, og saa gik det løs: „Den Fyr spinder jo en Ende!
Sikke noget Pjat! Han har jo en Skrue løs! Han er jo skruptosset! Vi gaar hjem!!“ — Og saa gik vi allesammen; kun Officererne blev tilbage.
Samme Eftermiddag havde vi Gymnastik. Man havde anbragt en Stang mellem et Par Graner, og vi skulde nu trække os op i Armene. En Feldwebel kommanderede, og da vi alle var raske Karle i Trediveaarsalderen, gik det jo fikst og let. Øvelserne overværedes af tre Løjtnanter og vor Kaptajn.
Midt under Forestillingen ankom en ny Løjtnant. Han forestillede sig for vor Kompagnifører og meddelte ham, at han var tildelt vort Kompagni. Det var nu en mærkelig Mand at se paa. Han var ganske lille, og saa var han næsten lige saa tyk, som han var høj. Saa var han omtrent blaasort i Ansigtet — af Drik, men hans Næse var saa rød som et modent Jordbær.
Vor Kaptajn kikkede længe og spekulerende paa den lille Tyksak, men saa sagde han: „Naa, ja, saa kan De jo overtage Kommandoen!” — „Javel, Hr. Kaptajn,” svarede han, hvorefter han stillede sig i flot Positur, med Hænderne paa Ryggen, som om han var selve Generalen, og saa kommanderede han.
Den første, der skulde prøve Kræfterne, var en stor og flot Fyr, som havde været ved Garden Han sprang op i Tværstangen; men saa blev han hængende som en røget Sild.
„De skal hæve Dem op i Armene, tre Gange, og De skal hver Gang hæve Dem saa højt, at De kan kigge over Stangen!” raabte Løjtnanten; men Fyren hoppede ned paa Jorden igen og sagde: „Vær saa venlig, Hr. Løjtnant, og vis mig, hvordan det skal gøres.”
Det kunde den tykke naturligvis ikke, og han blev oven i Købet saa forfjamsket, at han ikke vidste, hvad han skulde gøre eller sige. Vi morede os kosteligt, og Officererne vendte sig om — med brede Grin om Munden.
Saa sagde Kompagniføreren: „Lav hellere noget andet med Folkene, Hr. Løjtnant.”
Løjtnanten kommanderede os nu til Geværerne, som stod i Pyramider langs Skovvejen. Han tog fat paa Geværeksercits, men det huede ikke vor Kaptajn. „De vil da ikke lave Geværeksercits med mine Folk?” raabte han. „Jo, Hr. Kaptajn,” svarede Løjtnanten.
„Hvad i Alverden! Tror De, vi stiller os op her og indøver Geværgreb? Hvad tror De, Russerne derovre vilde sige, dersom de saa det! Nej, med den Slags driller man Rekrutterne i Garnisonen, men ikke Soldater i Felten! Find paa noget andet, Hr. Løjtnant!” Kaptajnen var vred.
Løjtnanten vidste ikke, hvad han skulde gøre, men saa fandt han paa, at vi skulde sværme ud langs Skovkanten. Det gik helt godt; men pludselig raabte en af mine Kammerater: „Saa stormer vi Skoven!” — og med kraftige Hurraraab forsvandt hele Sværmen i den tætte Granskov.
Løjtnanten kunde ikke komme med; han var for tyk til at komme ind under Granerne. Han stod paa Vejen og kaldte os tilbage; men der kom ikke en eneste.
Saa maatte han omsider gaa hen til Kompagniføreren og melde, at Kompagniet var forsvundet.
Kompagniføreren saa haanligt paa ham og sagde: „Jeg synes, det er ret enestaaende, at De sætter hele mit Kompagni til i Løbet af et Kvarter!”
Den tykke og helt igennem umulige Løjtnant blev kun fjorten Dage hos os. Da vi kom ud, hvor Kuglerne fløjtede os om Ørerne, meldte han sig syg og forsvandt.
